Oprykker forlænger AGF-krise
Viborg vandt hjemme 2-0 på scoringer før pausen over kriseramte AGF, der stadig er uden sejr i Superligaen.
Oprykkeren Viborg gjorde søndag tingene værre for kriseramte AGF, efter det grønblusede mandskab med en stærk første halvleg sikrede en 2-0-sejr på hjemmebane i Superligaen.
Søndag var det et til tider idéløst AGF-mandskab, som var på banen mod Viborg. Derfor var det en helt fortjent sejr til hjemmeholdet, som med to mål før pausen sikrede sæsonens anden sejr.
AGF har nu ikke vundet en superligakamp siden 16. maj, og problemerne i det aarhusianske er tiltagende.
Viborg kravler med sejren op på syvendepladsen med syv point, mens AGF forbliver 11'er uden sejr og med bare to point i seks kampe.
Efter en tæt start på kampen dummede AGF's tyske forsvarer, Yann Bisseck, sig, da han klodset nedlagde Viborgs Sebastian Grønning i feltet efter et lille kvarter.
Dommeren dømte herefter straffe, og med et spark midt i målet fra pletten sendte Jakob Bonde hjemmeholdet på 1-0.
Bare ti minutter senere fordoblede nigerianske Ibrahim Said den føring med et par fikse træk, som blev afsluttet med en listig inderside i det lange hjørne.
AGF havde herefter ikke et modsvar før pausen, men med et par udskiftninger efter pausen fik gæsterne lidt mere gang i offensiven.
I det 60. minut skulle anfører Patrick Mortensen også have reduceret, men fra kort afstand formåede han at skyde et stykke over mål.
Udeholdets offensive tilgang gav dog også mere plads i den anden ende, og Viborg kunne med lidt mere skarphed også have gjort det til 3-0 mod slutningen.