Fodbold

Ronaldo var bænket, da Juventus skuffede

Cristiano Ronaldo startede på bænken, da Juventus søndag aften åbnede Serie A-sæsonen med et skuffende 2-2-resultat mod Udinese på udebane.

Den helt store historie fra Serie A-opgøret mellem Udinese og Juventus kom allerede inden kampstart.

For den nye Juventus-træner, Massimiliano Allegri, havde nemlig valgt at sætte Serie As ubetinget største stjerne, Cristiano Ronaldo, på bænken til holdets første kamp i sæsonen. Her fik portugiseren i øvrigt selskab af Juventus-profiler som Federico Chiesa og Giorgio Chiellini.

Cristiano Ronaldo kom dog på banen efter en times spil, men det var ikke nok til at rette op på en forfærdelig anden halvleg for Juventus - og i særdeleshed for holdets målmand Wojciech Szczęsny. Her smed Torino-klubben en stensikker 2-0-føring og måtte nøjes med 2-2 mod Udinese. Juventus havde dog en sejr indenfor rækkevidde til sidst men Cristiano Ronaldos overtidsscoring til 3-2 blev annulleret for offside.

Udinese 2 - 2 Juventus

  • 2' 0-1: Paulo Dybala
  • 22' 0-2: Juan Cuadrado
  • 51' 1-2: Roberto Pereyra
  • 83' 2-2: Gerard Deulofeu

Skarp Juventus-offensiv

Der skulle ikke gå mange minutter af Juventus' Serie A-sæson, før storklubben fra Torino kom på måltavlen. Faktisk kun to af slagsen. For efter bare to minutters spil bragte Paulo Dybala gæsterne foran med 1-0 med en forrygende scoring. Målet kom efter fornemme Juventus-kombinationer, som havnede hos Rodrigo Bentancur på højrekanten. Han lagde flot bolden til rette for Dybala i feltet, og argentineren prikkede den let og elegant i mål med ydersiden. Så var sæsonen ligesom i gang for Juventus.

Herefter vist Udinese fine takter, og faktisk var det hjemmeholdet, der sad på bolden og på spillet i hele første halvleg. Men dominansen blev aldrig forvandlet til de helt store målchancer.

Og så går det jo, som det oftest går. Så scorer modstanderen. I hvert fald når modstanderen er så godt et hold som Juventus. Og efter 22 minutters spil kom Juventus ud af ingenting på 2-0, da Juan Cuadrado viste sig skarp på en omstilling. Målscoreren til 1-0, Paulo Dybala, sendte en lang og høj bold i dybden til Cuadrado. Og den aflevering behandlede Cuadrado på bedste vis, da han flot driblede ind i fletet og satte bolden i mål i det lange hjørne. Og så kunne Juventus gå til pause med en føring på 2-0.

Forfærdelig halvleg for Szczęsny

Kort efter pausen fik Udinese repareret en smule på første halvlegs pinsler. For efter bare fem minutter af anden halvleg blev hjemmeholdet tilkendt straffespark, da Wojciech Szczęsny leverede forfærdeligt målmandsspil i Juventus-målet. Polakken formåede ikke at holde en afslutning fra kanten af feltet, og på returen endte han med at give et klodset straffespark. Og det omsatte Roberto Pereyra stensikkert til en reducering til 1-2.

Den danske landsholdsspiller Jens Stryger Larsen startede på bænken på Udinese, men umiddelbart efter hjemmeholdets reduceringsmål kom danskeren på banen.

Og kort herefter - efter præcis en times spil - kom kampens helt store historie, Cristiano Ronaldo, så på banen som central angriber for Juventus.

Udinese pressede på for udligningen i resten af opgøret, og efter 81 minutters spil dummede Wojciech Szczęsny sig igen, igen. Den polske Juventus-målmand forsøgte at drible et par Udinese-spillere i eget felt, men det lykkedes langt fra. I stedet opsnappede Gerard Deulofeu bolden og satte den i mål til 2-2.

Dybt, dybt inde i overtiden dukkede ingen ringere end Cristiano Ronaldo op i Udinese-feltet og headede Juventus foran 3-2. Men den utrolige historie blev ødelagt, da VAR annullerede målet efter en snæver offside. Og således var Cristiano Ronaldo både den store historie før, under og efter kampen.

Dermed blev resultatet 2-2, og det ser ud til, at Juventus tager de svingende takter fra sidste sæson med ind i den nye.