Fodbold

- Vi ved, FCK vil have en masse penge, siger Daramy om muligt salg

Den hollandske klub Ajax har tilbudt FCK flere penge for Mohamed Daramy end belgiske Club Brugge, fortæller Daramy selv.

Mohamed Daramy kan meget vel have spillet sin sidste superligakamp for FCK.

To timer før københavnernes kamp mod SønderjyskE i Parken søndag bekræftede FCK, at klubben har modtaget et tilbud på 19-årige Daramy fra den hollandske storklub Ajax, og at der i øjeblikket pågår forhandlinger mellem de to klubber.

Samtidig er forhandlingerne mellem FCK og Club Brugge stoppet, da Daramy ikke ønsker at skifte til den belgiske klub, oplyste FCK.

- Vi talte også med Club Brugge, og vi hørte, hvad de ville. Jeg vil ikke lægge skjul på, at de også havde en god plan for mig, og den var jeg selvfølgelig glad for, men så kom Ajax og bød over. Vi ved jo, at klubben (FCK, red.) gerne vil have en masse penge, siger Mohamed Daramy til Canal9.

- Det vil være et stort skridt. Ajax er en stor klub med en masse gode spillere, og de har hele tiden nye talenter, de henter op. Det er selvfølgelig en god klub, siger Daramy til Ritzau.

B.T. skriver, at FCK får mellem 12 og 14 millioner euro (90-105 millioner kroner) for Daramy, som ifølge avisens oplysninger først skifter til Ajax efter FCK's returkamp mod tyrkiske Sivasspor i Conference League torsdag i næste uge.

Medie: Ajax håber på femårig aftale

Jonas Wind vil savne Mohamed Daramy, hvis han ryger af sted:

- Vi ser, hvilket tårnhøjt niveau han spiller på og også især defensivt, hvor hårdt han arbejder i dag (mod SønderjyskE). Det er en fornøjelse at se. Vi må se, hvad der sker, men han er en fantastisk fodboldspiller, siger FCK-angriberen til Canal9.

Hollandske De Telegraaf skriver, at Ajax håber at kunne indgå en femårig aftale med Daramy, der har spillet seks kampe for det danske U21-landshold.

FCK vandt søndagens møde med SønderjyskE med 2-0 og er nu nummer to i Superligaen.