Fodbold

- Det er virkelig udfordrende i øjeblikket

Arsenals trup er ramt af både covid-19 og skader og har nu tabt to ud af to ligakampe i den nye sæson.

Arsenal står i en vanskelig situation, da truppen er ramt af både covid-19 og skader.

Det erkender manager Mikel Arteta, efter at holdet søndag led sit andet nederlag i lige så mange kampe i den nye Premier League-sæson.

- Det er virkelig udfordrende i øjeblikket. Vi står uden ni spillere, og størstedelen af dem er stamspillere, siger han.

Arsenal fik den værst tænkelige start på den nye sæson med et nederlag til oprykkerne fra Brentford, og søndag blev Artetas mandskab slået 2-0 af London-rivalerne fra Chelsea på hjemmebane.

Det er første gang, at Arsenal har tabt de første to ligakampe uden at score.

Fik to spillere skadet

Arsenals nye forsvarsspiller Ben White missede søndagens kamp, efter at han som den seneste i klubben blev testet positiv for coronavirus. Imens sad Hector Bellerin og Thomas Partey ude med skader.

Og som om at det ikke var nok, så humpede både Kieran Tierney og Gabriel Martinelli af banen i anden halvleg.

- Vi stillede med et hold, som sandsynligvis er uden fortilfælde i denne klubs historie. Men hatten af for drengene. De spiller med et stort mod i en svær situation.

- De gør deres bedste, men i øjeblikket er det ikke nok til at vinde, siger Mikel Arteta.

Arsenal står over for endnu en svær opgave, når holdet på lørdag møder de forsvarende Premier League-mestre, Manchester City, i Manchester.

Arteta, som er under pres efter to nederlag i træk, understreger, at holdet ikke har råd til at føle sig modløs.

- Jeg vil ikke se, at nogen har ondt af sig selv eller af truppen eller af holdet, for det hjælper os ikke, siger han.

- Jeg vil se et hold og se individer, som vil kæmpe, og som vil tage udfordringen, som står foran os, op. For normalt, når du gør det, så bliver du belønnet for det på et eller andet tidspunkt, siger den spanske manager, som har stået i spidsen for Arsenal siden december 2019.