Fodbold

“Vanvittig detalje” snød ekspert

Vinicius Junior spillede forrygende, da han blev skiftet ind i Real Madrids udekamp mod Levante.

Med en fantastisk sparketeknik snød Vinicius Junior ikke kun modstanderne, da han udlignede til 3-3 søndag aften.

Real Madrid-indskifteren snød også TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen, da han scorede sit andet mål i kampen mod Levante.

- Undskyld, men jeg troede, han sparkede bag målet. Det er en fuldstændig vanvittig detalje, han laver, udbrød Lorentzen søndag aften.

- Nej, hvor er det vildt.

Fem minutter før tid fik Vinicius Junior bolden i venstre side af Levantes felt. Med sin førsteberøring tog han bolden med sig, og straks efter vippede han den ind foran målet med ydersiden af højre fod.

Ofte vil en ydersideafslutning fra den position få bolden til at skrue væk fra målet, men Vinicius’ afslutning skruede den anden vej, mens den havde kurs mod den fjerneste stolpe.

Via opstanderen endte bolden i nettet, og dermed kom Real Madrid på 3-3, der blev kampens resultat.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, han prøver at vippe den ind foran. Men jeg vil gerne give ham den, og hold op et indhop han har haft, siger Kasper Lorentzen.

Inden den imponerende 3-3-scoring stod Vinicius Junior også for Reals udligning til 2-2, og efter kampens detalje fremprovokerede han et rødt kort til Levantes målmand, der tog bolden med hænderne langt uden for feltet.

Mange og flotte mål, rødt kort, smukke detaljer og en markspiller med målmandshandsker. Alt det diskede Real Madrid og Levante op med i et vanvittigt opgør. Video: TV 2 SPORT

Dermed imponerede Vinicius Junior langt mere, end holdkammeraterne formåede i den anden ende af banen.

Ti minutter før tid glemte flere af Real-stjernerne at dække op, og den slags er utilgiveligt ifølge Kasper Lorentzen.

- Asensio tjener så mange millioner, at han burde få et par flade med de sedler. Jeg synes, det er for ringe. Spillet foregår et sted, men hele banen fungerer stadig. Og jeg kan simpelthen ikke forstå det.

- Man er lige kommet tilbage. 2-2. Og så siger man bare: "Værsgo," siger Kasper Lorentzen.

Asensio tjener så mange millioner, at han burde få et par flade med de sedler. Jeg synes, det er for ringe, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen.