Fodbold

Braithwaite endte som ærgerligt symbol - nu venter nøglekamp

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker ser tilbage på sæsonens anden spillerunde i LaLiga.

Rundens højdepunkt

Vidunderlige Vinicius

Faste læsere af denne klumme vil vide, at undertegnede i mange måneder har været indebrændt over det uforløste potentiale, som vi uge efter uge har set fra Real Madrids brasilianske kantspiller Vinicius Jr.

Inden starten på den nye sæson var de nedslående kendsgerninger, at Vini blot havde scoret en enkelt gang i sine seneste 32 (!) LaLiga kampe. Den triste statistik har den unge brasilianer - ifølge ham selv - brugt som motivation til at ændre på hans afslutningsteknik, og derfor har vi henover sommeren set videoer, hvor Vinicius time efter time har sparket bolde i kassen med en anderledes fodstilling i afslutningsøjeblikket. Den slags dedikation betaler sig oftest, og derfor har hans tre scoringer i sæsonens første to kampe også været mere end velfortjente.

I opgøret mod Levante var de unge brasilianske hurtigløbere Vinicius og. Rodrygo igen forvist til bænken, og derfra kunne de se “den gamle garde” indtage positionerne som fronttrio. Real Madrid kom da også planmæssigt i front via Gareth Bale, men fra starten af anden halvleg, eksploderede opgøret i et offensivt festfyrværkeri, som det næsten kun kan lade sig gøre, fordi Levante er involveret.

Paco Lopez’ tropper skulle blot bruge 12 minutter til at vende kampen på hovedet, og særlig Campanas scoring var en fryd for øjet. Ancelotti reagerede prompte, og to minutter senere var Los Blancos’ kanter klædt i samabalandets farver, og den sidste halve times fodbold på Ciutat de Valencia vil formentlig stå tilbage, som den mest underholdende i denne sæson.

Der kom balance i regnskabet, da Vinicius satte motoren til og oversprintede Miramon, efter Casemiro havde sendt en guddommelig bold ind i bagrummet af Levantes forsvar. Modsat de seneste mange sæsoner bevarede Vinicius overblikket, og med en afslutning i det lange hjørne var Real Madrid på omgangshøjde igen. Levante var dog ikke færdige med at teste Courtois, og da Robert Pier fra nært hold sparkede hjemmeholdet i front, lignede det en afgørelse.

Vinicius ville det dog anderledes, og med fem minutter tilbage på stadionuret, fik vi rundens - og måske sæsonens - bedste scoring, da han fra en yderst spids vinkel kopierede sine legendariske landsmænd Ronaldo, Ronaldinho og Romarios evne udi den mest uventede afslutningsmetode af dem alle, nemlig den regulære tåhyler. I en utrolig bue sejlede bolden over i det lange hjørne, og - via stolpen - ind i netmaskerne til stor forundring for såvel Aitor Fernandez i målet som os seere bag skærmen.

Med den selvtillid, det talent og den nyfundne evne til at afslutte med kvalitet, så kan Vinicius Jr. blive denne sæsons helt store LaLiga oplevelse.

Rundens skuffelse(r)

Braithwaite’s afbrænder

Luppen er gigantisk når man optræder for en af verdens største klubber, og det måtte Martin Braithwaite endnu engang sande lørdag aften i Bilbao.

På bagkant af en uge med spandevis af artikler, interviews og bevågenhed efter sin fremragende præstation mod Real Sociedad, var det en noget anden opmærksomhed den ihærdige dansker fik efter kampen i Baskerlandet. En relativ anonym indsats blev krydret med en enorm afbrænder i kampens åbningsfase, hvor han sendte en afslutning mange meter over et frit mål fra klods hold.

Afstanden mellem succes og fiasko er umådelig kort, når man som Braithwaite skal kæmpe med næb og kløer for hvert enkelt spilleminut. Derfor var den missede chance endnu mere ærgerlig, da det kunne have været understregningen af hans nødvendighed for Koemans tropper i denne sæson, men i stedet endte som et symbol på den manglende kvalitet hans mange kritikere skyder ham i skoene. På blot to kampe har vi set det bedste og værste fra danskeren, og hjemmekampen på søndag mod Getafe ligner et nøgleopgør i danskerens bestræbelser på at spille sig tættere på en plads i startopstillingen.

Modsat Braithwaite formåede Kiko Casilla slet ikke at ramme bolden, da han søndag eftermiddag kostede Elche muligheden for en overraskelse mod de forsvarende mestre fra Atletico Madrid. Den udlejede Leeds-keeper sparkede simpelthen hul i luften, da han skulle afværge en harmløs fremlægning og gav dermed Angel Correra chancen for at sparke sig øverst på topscorerlisten. Atleticos frontløber takkede for gaven, og efterfølgende var der lukket godt og grundigt af i de bolsjestribedes forsvar.

Ugens mesterskabsopdatering

Top-4 er tydelig

Såvel FC Barcelona som Real Madrid tabte terræn i topstriden henover weekenden, alt imens de øvrige to mesterskabskandidater hentede pligtsejre med mindst mulig margin. Sevilla ligner et hold, der igen i år kan udfordre den notoriske top-3 i LaLiga, og med tilføjelsen af Rafa Mir har de fået et fremragende alternativ til topscorer En-Nesyri i offensiven. Det er dog fortsat en solid defensiv der skal bære Julen Lopeteguis mandskab igennem sæsonen, og efter 180 minutters fodbold i den nye sæson er der fortsat ikke scoret mod Diego Carlos og co.

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge

Madrilenske topkampe

Aftenkampene i den kommende weekend er hovedretten, når LaLigas tredje runde løber af stablen. Lørdag lægger Benito Villamarin græstæppe til kampen mellem Betis og Real Madrid, og det ligner et målrigt opgør mellem to af ligaens bedst spillende hold. Søndag aften er det så de store vindere fra den foregående sæson, der sætter hinanden stævne, når mestrene fra Atleti byder Europa League-vinderne fra Villareal indenfor på Wanda Metropolitano. Unai Emerys tropper har fået en noget sløv sæsonstart med to målløse opgør, og Gerard Moreno skal hurtigt genfinde topformen, hvis Den Gule Ubåd skal skyde hul på Atletico Madrids solide forsvarsværn.