Fodbold

- Det er fuldstændig magisk, siger grædefærdig dansker

Malmö FF med Jon Dahl Tomasson ved roret har danskerne Søren Rieks, Lasse Nielsen, Jonas Knudsen og Anders Christiansen på kontrakt.

Det går meget godt i øjeblikket.

Sådan kan Anders Christiansens hverdag nok meget godt opsummeres. Især hvis vi bare zoomer ind på hans tirsdag.

Her blev den danske Malmö-kaptajn først på dagen udtaget til det danske landshold. Og senere på aftenen førte han så sit hold i Champions League-gruppespillet.

En stor triumf for både klubben og Christiansen, der efter kampen var i tårer, da han skulle give interview til svensk tv. Det skriver Aftonbladet.

- Det er vanvittigt. Fantastisk. Det er fuldstændig magisk. Jeg har brugt mange timer af mit liv på at drømme om det her, siger danskeren til C More ifølge avisen.

Ifølge Fotbolskanalen satte danskeren yderligere ord på, hvor stor en triumf det er.

- Jeg er stolt af hele holdet og klubben, der giver os de bedste betingelser for at præstere. Vi prøver at betale tilbage til klubben, fansene og spillerne. Det er fantastisk.

Da slutfløjtet lød, var det heller ikke til at tage fejl af, hvor stor en betydning det havde for Malmö-spillerne.

De samlede sig i en kæmpe bunke, hvor tv-billederne tydeligt viste, at flere af dem græd af glæde. Og når Anders Christiansen ovenikøbet bærer anførerbindet, så forstår man godt, det er en følelsesladet oplevelse.

Malmö FF tabte tirsdag aften 2-1 til Ludogorets. Men det svenske hold vandt første opgør 2-0, hvorfor danskerkolonien avancerer qua en samlet sejr.

Det er tredje gang i klubbens historie, at den er med i Champions League-gruppespillet. Det er første gang med Jon Dahl Tomasson som cheftræner.