Arsenal bryder skidt sæsonstart med storsejr i Liga Cuppen
Pierre-Emerick Aubameyang lavede hattrick, da Arsenal slog West Bromwich med 6-0 i Liga Cuppen onsdag aften.
Arsenal så ud til at have noget at bevise, da holdet onsdag spillede sig videre i den engelske Liga Cup ved at slå West Bromwich Albion med hele 6-0 på udebane.
London-klubben har nemlig langt fra fået en ønskværdig start på sæsonen med to nederlag i to kampe i ligaen.
Med storsejren fik Arsenal både brudt den dårlige sæsonstart, men også den måltørke, der havde indfundet sig uden mål i Premier League.
Arsenal satte sig allerede tungt på spillet i den indledende fase af opgøret, hvilket efterlod hjemmeholdet på hælene i flere situationer.
Det fik efter et kvarters spil konsekvenser, da gæsternes unge stjernefrø Bukayo Saka på klodset vis fik vristet sig fri af en håndfuld modstandere.
Den efterfølgende kraftfulde afslutning var ikke til at kontrollere for Alex Palmer i målet, og derfor kunne en hurtig Pierre-Emerick Aubameyang følge op ved at prikke bolden ind over stregen.
Første halvleg endte i høj grad med at være præget af et hav af omstillinger, hvilket fik spillet til at bølge frem og tilbage. Dog med Arsenal som det farligste hold.
Set i lyset af kampbilledet var det derfor ikke overraskende, at Arsenal udbyggede til både 2-0 og 3-0 kort inden pause.
Først strøg franske Nicolas Pépé alene i dybden og afsluttede på stolpen.
Heldigvis for ham stod Aubameyang endnu en gang klar til at samle op, og han kunne derfor stjæle sit andet mål i kampen.
Få sekunder senere var det med Aubameyang i oplæggerens rolle og Pépé med sidste fod på bolden.
I løbet af de første 25 minutter af anden halvleg fordoblede Arsenal deres føring til slutstillingen 6-0.
Aubameyang fik sit hattrick med en elegant afslutning fra hjørnet af målfeltet, mens Saka og indskiftede Alexandre Lacazette også kom på måltavlen.
Blandt onsdagens øvrige Liga Cup-kampe ville Southampton også være med til at tromle en modstander over. Det gik ud over Newport fra den fjerdebedste række, League Two, som tabte kampen 0-8.
Det var blandt andet takket være et hattrick fra norske Mohamed Elyounoussi.
Omvendt var der ingen mål i ordinær spilletid i kampen mellem Newcastle og Burnley. Den skulle derfor afgøres på straffespark, hvilket Burnley viste sig bedst til.