Bayern München sejrer med 12-0 i pokalen
De tyske mestre fra Bayern München sejrede i pokalen med 12-0 over Bremer fra den femtebedste fodboldrække.
Der var klasseforskel, da Bayern München vandt med hele 12-0 ude over Bremer i første runde af den tyske pokalturnering.
Bremer frister en tilværelse i den femtebedste fodboldrække i Tyskland, og det kunne ses på banen onsdag aften.
Angriberen Eric Maxim Choupo-Moting havde fået chancen fra start i stedet for Robert Lewandowski, som blev sparet.
Eric Maxim Choupo-Moting kvitterede for tilliden med fire mål i opgøret, som var blevet udsat fra august, da Bremer på det tidspunkt var ramt af coronasmitte i truppen.
Bremer fik det heller ikke lettere ved stillingen 0-8, da holdets forsvarsspiler Ugo Nobile fik rødt kort for en nødbremse på Bayerns indskiftede midtbanespiller Michael Cuisance.
Det var ikke kun Eric Maxim Choupo-Moting, som fik lov til at boltre sig som skarpretter.
De øvrige målscorere fra Bayern München var Jamal Musiala med to kasser samt Leroy Sane, Malik Tillman, Michael Cuisance, Bouna Sarr og Corentin Tolisso.
Det sidste af de 12 mål var et selvmål af Bremers Jan-Luca Warm.