Fodbold

- Det er meget anderledes, siger Hjulmand om Eriksens fravær

For første gang siden EM udtog Kasper Hjulmand en landsholdstrup. Det var uden Christian Eriksen, og det er et stort tab, siger landstræneren.

Ét navn glimrer ved sit fravær i den trup, som landstræner Kasper Hjulmand tirsdag udtog.

Christian Eriksen.

Fynboens fodboldfremtid er fortsat uafklaret, og for første gang i lang tid er han derfor ikke en del af landsholdet.

Derfor er det en ny virkelighed, der venter den danske landstræner.

- Det er meget anderledes, fordi Christian er et omdrejningspunkt i vores spil. Han er vores bedste spiller, og rigtig meget har været lagt an på også at finde ud af, hvordan vi kan få Christian bedst muligt i spil, siger Kasper Hjulmand til TV 2 SPORT.

Siden Christian Eriksen fik debut på det danske landshold tilbage i 2010, er det blevet til 109 kampe og 36 mål i landsholdstrøjen.

Det er derfor en institution i dansk landsholdsfodbold, der - i hvert fald for nuværende - ikke er en del af landsholdet.

- Jeg tror ikke, at der er mange af de spillere, der skal spille nu her, som har været på banen til en landskamp, uden at Christian har været på banen. Bare det at vores spillere ikke er vant til at være på banen uden Christian.. Vi vil stadig bringe ham med os i vores kampe og tænke på ham, siger landstræneren.

Kan klare sig uden

Det danske landshold spillede uden Christian Eriksen i fem af de seks kampe ved sommerens EM-slutrunde, hvor holdet som bekendt nåede til semifinalen.

Kasper Hjulmand hæfter sig ved, at landsholdet præsterede uden Christian Eriksen.

- Vi har mange gode spillere, og vi har også vist, at vi kan spille uden Christian. Og vi kommer ud og giver den fuld skrald, siger han.

Landsholdet har allerede taget hul på VM-kvalifikationen, og her er det blevet til tre imponerende sejre i de første tre kampe. Nu venter så tre yderligere kampe på bare seks dage mod Skotland, Færøerne og Israel.

Og selvom det bliver uden Christian Eriksen, er han stadig på sin vis en del af landsholdet, for den danske landstræner holder tæt kontakt med ham.

- Jeg sørger for, at han ved, at jeg er der, og jeg har en stor, stor beundring for Christian. Både for hans måde at spille fodbold på, som jeg har beundret igennem mange, mange år. Og hans væsen og hans personlighed. Han betyder stadig meget for mig og for dansk fodbold, siger Kasper Hjulmand.

Danmark spiller den første af de tre VM-kvalifikationskampe mod Skotland 1. september i Parken.