Fodbold

Cornelius udgår med skade i europæisk nedtur

Andreas Cornelius slog sin skulder voldsomt i Trabzonspors kamp mod Roma.

Tirsdag blev Andreas Cornelius udtaget til Danmarks kommende VM-kvalifikationskampe - torsdag kom han til skade og måtte udgå, da Trabzonspor fik hug af Roma i Rom.

Allerede efter 19 minutter forlod den store angriber banen.

Kort forinden ramlede han sammen med en modspiller og slog skulderen voldsomt i det efterfølgende møde med græstæppet.

Andreas Cornelius forsøgte at fortsætte, men smed sig hurtigt i græsset. Han tog sig til skulderen, og da Trabzonspors medicinske stab nåede ind til ham, gjorde de hurtigt tegn til udskiftning.

Angriberen kunne selv tage sin trøje af, da han kom op at stå, men fortsætte med at spille fodbold kunne kan ikke.

Medie: Cornelius er sluppet for brud

Ifølge det tyrkiske medie Haberlobi går de første meldinger på, at Andreas Cornelius ikke har brækket noget, men at han skal gennem en scanning.

Skaden sår tvivl om, hvorvidt Andreas Cornelius kan være med, når Danmark møder Skotland, Færøerne og Israel i de tre VM-kvalifikationskampe i september.

Efter sin udskiftning kunne Andreas Cornelius ikke længere hjælpe holdkammeraterne, som havde det svært og tabte 0-3 til Roma.

Trabzonspor fik dermed et samlet nederlag på 1-5 og missede altså billetten til Conference League. Den gik i stedet til Roma, som for tiden trænes af José Mourinho.

Flere danskerklubber missede også gruppespil

Andreas Cornelius var ikke den eneste dansker, der torsdag måtte lade livet i europæisk sammenhæng.

Svenske Elfsborg, der har Frederik Holst, Jeppe Okkels og André Rømer i truppen, vandt godt nok med 3-1 over Feyenoord. Men efter et 0-5-nederlag i første kamp, var der ikke så meget at rafle om.

Hammarby var tæt på at slå tilbage mod Basel, men efter straffesparkskonkurrence røg Mads Fenger, Jeppe Andersen og David Ousted også ud af kvalifikationen.

Heller ikke Carlo Holse og Rosenborg nåede Conference League. Klubben tabte 1-3 hjemme til Rennes og er ude med et samlet nederlag på 1-5.

Anderledes godt gik det for Vitesse, der har den tidligere Juventus- og FC Nordsjælland-angriber Nikolai Baden i truppen. Hollænderne slog den belgiske storklub Anderlecht ud med en samlet sejr på 5-4. Nikolai Baden scorede i det første opgør.

Et andet belgisk hold, Gent, gik videre til gruppespillet. Andrew Hjulsager spillede hele kampen for Gent, som slog polske Rakow med 3-0 torsdag og samlet 3-1.

I Europa League-kvalifikationen måtte Slavia Prag og Alexander Bah lade livet efter et samlet 3-4-nederlag til polske Legia Warszawa. Mads Emil Madsen var ikke med for tjekkerne.

Brian Priskes Royal Antwerp lykkedes med at vende et 2-4-nederlag fra den første kamp mod cypriotiske Omonia Nicosia. Uden Viktor Fischer vandt Antwerp en samlet sejr efter straffesparkskonkurrence i returopgøret og er klar til Europa League.