Fodbold

Dansk fodbolds varmeste navn: Pas på ham!

Flemming Toft hylder Mohamed Daramy som Danmarks største fodboldtalent lige nu.

Mohamed Daramy er lige kommet op til overfladen, og så forlader han os. Men Kasper Hjulmand sørger for, at vi får ham at se i landsholdstrøjen, og dermed har “folkets hold” fået et reelt stykke x-faktor at glæde sig til og over.

Knægten fra Hvidovre med blodbånd til den vestafrikanske stat, Sierra Leone, men med et 19-årigt liv med dansk adresse er på vej væk. Fordi han kan fodbold mere end så mange andre. Det har hollandske Ajax Amsterdam givet knap 100 millioner kroner for, og derfor er han fortid i FC København og Superligaen.

Han siger farvel i Parken torsdag aften, hvor han får en afsked, som kan høres langt ud over 'løveburet'. Daramy er centrum for en særlig idoldyrkelse, fordi han er noget særligt. En fodboldmæssig attraktion.

Særligt forhold til bolden

Det, der er gået forud, har været med til at forme den fortælling, der rummer en beskeden, nærmest genert, dreng med fodbold placeret, hvor hjertet er. Det er ren kærlighed, forholdet mellem Daramy og bolden.

Og det forhold blev endnu mere intenst, da han fik ændret et stykke i udlændingeloven i januar sidste år. Dagen før sin 18-års fødselsdag blev han nemlig erklæret dansk statsborger, for var loven ikke ændret i al hast (og meget på grund af Mohamed Daramy) med en helt ny grundlovsceremoni, havde han på sin fødselsdag mistet muligheden for at opnå statsborgerskab som såkaldt biperson til sin mor.

Indviklet nørderi, men rimeligt nok, da han har levet hele sit liv i Danmark – og er så dansk. Nu blev det fejret med en landsholdstrøje på Hvidovre Rådhus som symbol på, at et rødbedefarvet pas giver mulighed for plads på et dansk landshold.

Kasper Hjulmand har nu udtaget ham til det ypperste, og det kan løfte både landsholdet og stemningen i Parken. Han er et talent ud over det sædvanlige. En fascination for fodboldelskere, fordi han er så umiddelbar i sine driblende påfund, så teknisk god selv i høj fart og med et antrit som efterlader modstanderne bag ham.

"Han kan skabe uro i ethvert forsvar," var en af mange superlativer, der fulgte med Hjulmands begrundelse for at udtage Daramy til de tre næste VM-kvalifikationskampe. "Han kan sætte et fantastisk tempo selv fra stående."

Store forventninger

I tillæg kan fremhæves, at Daramy kan noget, vi desværre ikke ser så tit mere, nemlig udfordre med sine direkte driblinger.

Forventningerne er store til dette dansk fodbolds vel nok største talent – og de øges hele tiden i takt med landsholdsudtagelsen og den store udenlandske kontrakt.

I Holland glæder de sig til endnu en dansker i Ajax – klubben, der har udviklet så mange fra vores fodboldfold gennem tiden, startende med Tom Søndergaard i 1968, men nok mere fokuseret på Frank Arnesen og Søren Lerby i 1975. Klubben, hvor også Christian Eriksen indledte sin internationale karriere. Hollandske medier vejer købsbeløbet (13 millioner euro) op mod det, de "forlanger" af dette indkøb. Det bliver understreget i kommentarer fra journalister, der følger Ajax tæt, at Daramy skal være "mere end et talent" til de penge.

Avisen Het Parool har fulgt Daramy tæt i et stykke tid og storroser ham som det, der kan blive "en ny stor stjerne". Søren Lerby siger uden omsvøb: "Han er fandeme hurtig, men han er også ung." Med det mener den tidligere danske storspiller i blandt andet det hollandske, at Daramy skal have sin tid.

For tidligt eller ej?

Kasper Hjulmand fortalte ved landsholdsudtagelsen tirsdag, at han havde tænkt meget over, om det var for tidligt med Daramy i den nationale trøje. Men han vejede, at FCK'eren kan klare det, kan holde fokus, når han er på banen, når der spilles fodbold. Det er hans et og alt. Han er i sin hjemmejakke, når bolden ruller.

Derfor er der grund til at nyde ham og hans ofte magiske kunnen i den kamp, der bliver et klubmæssigt farvel. Han alene kan udfordre decibelrekorden, for han er det varmeste navn lige nu. Og lykkes han videre, så er Hjulmand garant for, at vi ser ham igen og igen.

Men Daramy er blot 19 år. Det er gået stærkt. Fra Hvidovrevej til Amsterdam Arena, fra familiær tryghed og FCK-værn til benhård kamp om plads i Ajax-familien. Fra klubbold til landsholdet. På kort tid. Han har mentaliteten – men nu står han (næsten) alene. Det kræver at alle rundt om ham er opmærksomme – pas på ham.