Fodbold

Landstrænere roser Daramy for særlig egenskab

U21-landsholdets assistenttræner Steffen Højer mener, at Mohamed Daramy vil få succes i Ajax, men stortalentet skal være tålmodig.

Mohamed Daramy er på alle fodboldelskeres læber i øjeblikket.

Den 19-årige fodboldspiller har de seneste uger både formået at brænde Superligaen af, blive udtaget til A-landsholdet, og endelig kan Daramy se frem til et snarligt skifte til den hollandske storklub Ajax.

Mohamed Daramy er utrolig god til at holde fokus

Steffen Højer, assistenttræner U21-landsholdet

Kontrakten mellem hollænderne og Daramy mangler endnu at komme helt på plads på grund af enkelte betingelser, som dog "alle forventes opfyldt", lyder det.

U21-landsholdets assistenttræner Steffen Højer, der har et stort kendskab til Mohamed Daramy, mener, at den nuværende FCK-spiller vil få succes i sin kommende klub.

- Det er ikke sikkert, at han lige går ind fra dag ét i Ajax og gør en forskel. Men han skal bevare tålmodigheden og være klar til, at gennembruddet kommer, siger Steffen Højer til TV 2 SPORT.

God til at fokusere

Assistenttrænerens skråsikre analyse skyldes, at Daramy er af en helt særlig støbning.

- Han er et ekstremt talent, der blander det med hårdt arbejde, og samtidig er han klar til at lytte og lære, forklarer Steffen Højer.

Den tidligere Superliga-bomber er meget imponeret over Mohamed Daramys udvikling, som han mener er gået "meget hurtig". Daramys talent kom ifølge Højer bedst til udtryk, da han var dominerende i EM-kvartfinalen mod Tyskland til U21-slutrunden i år.

På trods af en meget hektisk og omskiftelig tid har den 19-årige på det seneste vist, at han kan kapere presset.

- Der har været stor hype omkring ham. Men Mohamed Daramy er utrolig god til at holde fokus, forklarer Steffen Højer.

Spiller med stor optimisme

Træner for A-landsholdet Kasper Hjulmand har også fået øjnene op for Daramys store kvaliteter på en fodboldbane.

Landstræneren har inkluderet det 19-årige stortalent i sin landsholdstrup til de kommende VM-kvalifikationskampe mod Skotland, Færøerne og Israel. Dermed kan Mohamed Daramy få debut på det 'rigtige' landshold 1. september i Parken mod Skotland.

Landstræneren er opmærksom på Daramys forestående skifte til Ajax, men stoler ligesom Steffen Højer på den 19-åriges evne til at bevare fokus.

- Jeg ved godt, han kommer til at skifte klub, og det kan tage noget tid at falde til. Men lige nu spiller han med stor optimisme, og han kan få ting til at ske, siger Kasper Hjulmand og uddyber sit syn på Daramy:

- Det er som om, at når han kommer ind på banen, så er han hjemme.

En spændende fremtid

Ifølge Steffen Højer er det meget velfortjent, at Daramy snart kan skifte de trygge rammer i København ud med et nyt fodboldkapitel i Amsterdam.

- Det bliver en utrolig spændende tid, og det er fed klub, han kommer til, mener Steffen Højer.

Ajax har bekræftet, at den hollandske klub har budt 12 millioner euro (svarende til 90 millioner kroner, red.) for Daramy.

Prisen kan dog stige med yderligere én million euro, hvis Daramy lever op til forskellige forventninger.