Fodbold

Stående bifald til Kjær, da han modtog fornem pris - men noget andet er langt vigtigere

Landsholdsanfører Simon Kjær blev torsdag hædret med en UEFA-pris, som en anerkendelse på den indsats han ydede, da Christian Eriksen faldt om.

Artiklen er opdateret, efter at Simon Kjær, landsholdets lægestab og lægestaben i Parken under Danmarks EM-kamp mod Finland fik overrakt UEFA President's Award torsdag aften.

Han er blevet hyldet af både spillere, trænere og fans. Han er blevet udråbt som helt på de sociale medier, og han er så godt som blevet synonym med "en rigtig anfører".

De mange rosende ord er tilfaldet landsholdsspilleren Simon Kjær, og de er kommet i kølvandet på hans ageren i sekunderne og minutterne efter Christian Eriksens hjertestop under Danmarks EM-kamp mod Finland 12. juni.

Torsdag blev de fine ord så omsat til en konkret og fornem pris fra UEFA, da han sammen med landsholdets lægestab og lægestaben i Parken den juniaften modtog UEFA President's Award for indsatsen i forbindelse med Eriksens kollaps.

Stående bifald fra salen

Prisen blev uddelt i forbindelse med lodtrækningen til gruppespillet i Champions League, og der var stående bifald fra hele salen, efter at medlemmerne af de to lægestabe havde fået overrakt hver deres trofæ.

Simon Kjær selv var ikke til stede ved lodtrækningen, men bifaldet var bestemt også rettet mod ham. Og den fornemme pris glæder ham.

I et interview med TV 2 SPORT onsdag, dagen efter UEFA offentliggjorde nyheden, understregede Kjær imidlertid, at der er én ting, der er vigtigere end alt andet efter den barske aften i Parken: At Eriksen, på trods af omstændighederne, har det godt.

- Jeg finder ro i det. Det gør jeg ene og alene fordi, at jeg ved, at Christian han har det godt. Jeg ser ham jævnligt, og den proces, der har været på landsholdet, har hjulpet mig.

- Det er også gået op for folk, at det er unikt. Så jeg hviler meget i, at Christian har det godt, og at han er et godt sted nu. Men det vil være ved mig resten af livet - det er jeg godt klar over. Det vigtigste er dog, at Christian har det godt, siger den danske landsholdsanfører til TV 2 SPORT.

Stor ros til holdkammeraterne

Havde Simon Kjær været til stede ved lodtrækningen torsdag aften, havde han formentlig sendt den fine ros videre til holdkammeraterne på det danske landshold.

De holdkammerater, der sammen med Kjær dannede en cirkel om Eriksen på banen, og de holdkammerater, som ligeledes gik igennem en svær periode ovenpå den voldsomme oplevelse i Parken.

- I forhold til den pris, som UEFA har givet mig, har det været vigtigt for mig at pointere overfor dem, at jeg har taget imod den på vegne af holdet. Jeg gjorde, hvad der føltes naturligt, og det vil jeg altid gøre. Jeg havde ikke været i stand til at gøre de ting, som jeg gjorde, hvis jeg ikke havde holdet til at læne mig op ad.

- Så det er noget, som jeg sætter pris på og takker for, men det er også et eller andet sted svært, at jeg skal have den anerkendelse, når jeg føler, det var holdet. Vi klarede det som trup. Og det, tror jeg, giver et meget godt billede af de værdier, vi hele tiden har snakket om. Og også det sammenhold, der er.

- Jeg er taknemmelig, men det er ikke til mig selv - det er på holdets vegne, siger Simon Kjær til TV 2 SPORT.

Der er endnu ikke meldt noget ud om, hvad fremtiden byder på for Christian Eriksen, men i begyndelsen af august var han tilbage på sin klub Inters træningsanlæg for at hilse på spillerne og staben omkring holdet.