Fodbold

Flere store handler kan være på vej i "det vildeste" transfervindue

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker har kigget nærmere på nogle af de største spørgsmålstegn inden transfervinduets lukning natten til onsdag.

Transfervinduet har i år budt på den ene store handel efter den anden.

Tidligere på måneden var det Lionel Messi, der skiftede til Paris Saint-Germain, og fredag aften var det så Cristiano Ronaldos tur til at få ny arbejdsgiver, da han skiftede til Manchester United.

Et transfervindue, der går over i historiebøgerne, vurderer TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- Det er det mest opsigtsvækkende transfervindue, jeg kan erindre. Det er jo de største af de største, der har skiftet klub.

- Det havde været et vildt transfervindue, hvis det bare havde været Raphael Varane, Sergio Ramos og Romelu Lukaku, der havde skiftet klub. Nu er det også de to største i sporten. Det er det vildeste, jeg kan huske, siger Junker.

Nu er der kun tre dage tilbage for langt de fleste europæiske fodboldklubber, hvis de skal nå at sælge eller købe.

For i Danmark og de største ligaer i Europa lukker transfervinduet 31. august klokken 23.59, og historisk set har de sidste dage været ensbetydende med travlhed på ledelsesgangene. Intet tyder på, at de næste tre dage vil afvige fra normalen.

- Det plejer at være vildt, og jeg tror ikke, de sidste dage kommer til at skuffe. Der er nogen, der kommer til at have brug for noget, og der er klubber, der vil reagere efter, hvad der er sket de seneste uger, siger Mads Junker.

Fodboldeksperten giver herunder 10 bud på, hvad man som dansk fodboldfan skal holde øje med i løbet af de sidste tre dage.

Hvad nu, Juventus - og Manchester City?

Cristiano Ronaldos fremtid har været et spørgsmålstegn i store dele af transfervinduet. Nu er det et faktum, at han er væk, og det kan føre til fornyet aktivitet vinduets sidste dage for den italienske storklub.

- Nu er han skiftet, og det kan jo åbne en karrusel. Juventus skal finde en angriber – en klasseangriber. Han skal hentes hos en konkurrent. Det kan sætte møllen i gang, for så er der pludselig nogle andre, der står og mangler en spiller.

Lørdag ved middagstid er Evertons italienske angriber Moise Kean blevet kædet kraftigt sammen med et skifte til Juventus.

Længe så det ud til, at Cristiano Ronaldo skulle skifte til Manchester City, men det ændrede sig i løbet af fredagen, hvor det i stedet endte med en underskrift på en kontrakt fra lokalrivalerne Manchester United. Dermed står City fortsat uden forstærkning i angrebet.

- Jeg regner med, at de vil gøre noget. De har vist, at de er meget interesseret i at hente en angriber, og de kommer ikke bare til at hente en spiller for at fylde ud. Hvis de henter en spiller, gør de det, fordi de kan se en mening med det.

Real Madrid kæmper for Mbappé

Det er ikke nogen hemmelighed, at Real Madrid er særdeles interesseret i at hente franske Kylian Mbappé i Paris Saint-Germain, men det er heller ikke nogen hemmelighed, at franskmændene ikke har lyst til at sælge stjernespilleren. Torsdag skrev den franske sportsavis L'Equipe, at madrilenerne har budt op mod 180 millioner euro, hvilket svarer til mere end 1,3 milliarder danske kroner.

- Det kan sagtens ende med, at han ender i Real Madrid, men så skal det være, fordi PSG gerne vil have pengene. Det er nok bare en af de klubber, der kan sige nej til så stort et beløb. Det virker jo vanvittigt at betale så stort et beløb for en spiller, der har kontraktudløb om et år. Det burde jo aldrig være til diskussion, om man skal sige ja til det.

- Jeg synes, det er relativt realistisk, at det kommer til at ske, for det kan jo være, at PSG får lidt luft til hjernen og tænker, at de godt kan bruge de penge. Han kan også selv gøre sig så umulig og sige, at han kommer helt sikkert ikke til at forlænge, så de kan lige så godt sælge ham.

Paris Saint-Germain har i år hentet selveste Lionel Messi, hvilket giver dem muligheden for at spille med vel nok verdens stærkeste angrebstrio med Messi, Neymar og Mbappé.

- For dem tror jeg, at en Champions League-titel er mere værd end at få en milliard for Mbappé og så risikere ikke at vinde det. Når penge ikke er et problem, så vil det jo også være mærkeligt pludselig at sælge ud, når de har muligheden for at få en sæson med den trio.

Forstærkninger på vej til Brøndby?

De danske mestre har endnu ikke vundet i denne sæson, og onsdag aften missede de muligheden for at komme i Champions League. Nu skal de spille gruppespil i Europa League, og det kalder på forstærkninger. Brøndbys fodbolddirektør, Carsten 'CV' Jensen, har erklæret, at man i løbet af vinduets sidste dage jagter forstærkninger til både defensiven og offensiven.

- De skal helt sikkert have forstærket offensiven. Nu ved de, hvor de står, og at de får en pose penge for gruppespillet i Europa League. Der må være belæg for, at der er noget at rutte med for CV, og der er det ret åbenlyst, at de skal have i hvert fald én eller to angribere.

- Det, vi har set fra Andreas Maxsø og Kevin Tshiembe har været stærkt. De har lukket lidt af hullet i forsvaret, men det er ikke helt nok. En enkelt midterforsvarer og to angribere er nok det, de har mest brug for.

Brøndby har op til denne sæson sagt farvel til en lang række profiler, mens de langt ind i vinduet holdt igen med at forstærke sig. Kevin Tshiembe, Mathias Greve og Christian Cappis hører blandt de største indkøb.

FC Københavns angreb trænger til opfriskning

Hovedstadsklubben har været ganske aktive i sommerens transfervindue, hvor profiler som Mohamed Daramy og Viktor Nelsson er blevet solgt, Davit Khocholova, Kevin Diks og Kamil Grabara er hentet til FC København. Men mere kan - og bør - være under opsejling.

- De har brug for lidt af det samme som Brøndby. Én til to angribere og måske en forsvarsspiller, som enten kan aflaste eller spille.

- De er meget tyndt besat i angrebet – specielt når man tænker på, at Jonas Wind ikke har holdt pause hele sommeren. Det må være et klart fokus at få én eller to angribere ind, når de nu også skal ud og spille Europa. Det må også forventes, at de henter en mand til midterforsvaret, hvor de er efterladt med Nicolai Boilesen, Davit Khocholava og Marios Ikonomou.

- En erfaren type som Mathias 'Zanka' Jørgensen ville give meget god mening. De kan også kigge i Danmark, hvor der er spillere som Rasmus Thelander, Jeppe Tverskov eller Kian Hansen, der kan gå ind og gøre en forskel.

Midtjylland kan ende i svær situation

Flere medier i Kroatien har tidligere på måneden skrevet, at Dinamo Zagreb har budt på FC Midtjyllands forsvarskrumptap Erik Sviatchenko. Hvis det sker, kan det give travlhed på den midtjyske hede.

- Jeg vil sige, at de skal i hvert fald forstærke sig, hvis Sviatchenko forsvinder. Han er en kæmpe lederskikkelse, og Alexander Scholz er også væk, så de skal simpelthen have en erfaren midterforsvarer. Det kan ikke være anderledes. Det skal være en spiller, der kan gå ind med det samme.

Lørdag blev offensivspilleren Anders Dreyer solgt til russiske Rubin Kazan. Det eksakte beløb er ukendt, men ifølge B.T, er der tale om et stort millionbeløb.

- Hvis de sælger Dreyer, har de mange spillere, der kan gå ind og erstatte ham, selvom han har været fremragende i år. Det største hul, der bliver efterladt, er, hvis de sælger Sviatchenko, lyder dommen fra Junker.

Dansk EM-helt er et varmt navn

Flere danske landsholdsspillere er efter sommerens EM blevet rygtet væk, og enkelte spillere - heriblandt Jannik Vestergaard og Thomas Delaney - har også fået ny arbejdsgiver de seneste uger. Jens Stryger Larsen, Daniel Wass og Martin Braithwaite har også været igennem rygtemøllen, men meget tyder på, de ender med at blive, hvor de er.

- Daniel Wass er fast mand i en klub i LaLiga, så det er ikke, fordi det skriger på, at han skal skifte. Det samme gælder jo i virkeligheden for Jens Stryger Larsen, som var på vej til Fiorentina. Braithwaite får også spilletid i Barcelona, så det er ikke nogen stor nødvendighed for ham at finde en ny klub.

Til gengæld er Mads Junker spændt på, hvad der sker i Sampdoria, hvor den danske åbenbaring Mikkel Damsgaard er på kontrakt.

- Jeg tænker, at med det EM, som Mikkel Damsgaard brændte af, har været nok til at, hans navn er varmt i hele Europa. Jeg synes, at Sampdoria skal smede mens jernet er varmt, for han er jo ikke nødvendigvis fast mand i klubben, og han har en træner, der ikke får det bedste ud af hans kvaliteter. I det prisleje, han er røget op i, er det oplagt at søge en handel.

Beholder Barcelona dyre profiler?

I Barcelona kommer de næste tre dage næppe til at handle om eventuelle forstærkninger. Klubben er hårdt ramt på økonomien, og det er ingen hemmelighed, at det kan blive nødvendigt at sælge nogle af de mest løntunge spillere, der ikke er en fast del af truppen.

- Miralem Pjanic og Samuel Umtiti er helt ude af truppen, så det er jo tydeligt, at de ikke er en del af planen. Jeg kan undre mig lidt over, at Ronald Koeman (cheftræner, red.) siger, han vil bruge Philipe Coutinho, for hvis han spiller 10 kampe mere, skal de betale 150 millioner til Liverpool.

- Jeg tror godt, de kan komme af med dem, men spørgsmålet er, om de kan få penge for dem. Der er masser af klubber, der godt kunne bruge Umtiti, hvis han bare bliver givet væk. I sidste øjeblik vil der også være klubber, der pludselig vil være villige til at kaste penge efter spillere som Umtiti og Pjanic i panik, fordi de har fået en dårlig start på sæsonen.

Spansk profil rygtes til Chelsea

I Spanien er midtbanespilleren Saúl Ñíguez rygtet væk fra Atletico Madrid. Barcelona og Manchester United har begge været inde i billedet, men i løbet af de seneste dage er forbindelsen til Chelsea blevet stærkere og stærkere.

- Jeg kan ikke se, hvorfor han skulle skifte, når han for et år siden forlængede sin kontrakt og er en kulturbærer i Atletico. Nu har han fået chancen på venstre wingback i den nye sæson, og han har gjort det fremragende. Det er ikke hans ønskeposition, men han er en fighter, der ikke giver op.

- Han er en vigtig del af Atletico-mandskabet, og han har været der i mange år, så det vil være lidt mærkeligt at smide det på gulvet i et år, hvor de kan genvinde mesterskabet. Skal han så skifte til en klub, hvor han har mindst lige så lange udsigter til at skulle spille? Jeg tror, han får langt mere spilletid i Atletico, end han vil få i Chelsea, hvor han skal konkurrere med Jorginho og N'Golo Kanté.

Tager talent et farligt skifte?

Et af de største talenter i fodboldens verden hedder i øjeblikket Eduardo Camavinga. Han er 18 år og spiller i den franske klub Rennes, men spørgsmålet er, om han også gør det, når kalenderen siger september.

- Det tyder meget på, at han skal til PSG. Det er ikke umuligt, det er den vej, det kommer til at gå. Han var i lang tid meldt til Real Madrid også. Jeg er overbevist om, han ikke er i Rennes, når vi kommer på den anden side af transfervinduet.

- Jeg kan være lidt bange for, at han for tidligt kommer til for stor en klub. Jeg ved ikke, om det er det rigtige at tage til Paris bare for at komme til Paris. Han kommer jo formentlig ikke til at starte inde, når man tænker på den midtbane, de har.

Underlig stilhed omkring Haaland

Norske Erling Braut Haaland har i flere år været en af de mest eftertragtede angribere i verden. Dortmund vil nødigt af med ham i dette transfervindue, og meget tyder også på, at han bliver i det tyske året ud.

- Han har ikke været nævnt så meget, som jeg havde troet. Han kan jo forstærke alle hold. Det er lidt underligt. Han kunne nemt gå ind på holdet i klubber som Manchester City, Inter og Liverpool, så jeg troede, han ville være mere i spil og konstant være et emne.

- Jeg tror, det er for sent nu. Men hvis nu Manchester City brænder nallerne på Ronaldo, så kan det være. De skal nok give det samme, som de ville have betalt for Harry Kane, men så er det bare mærkeligt, de ikke gjorde det tidligere. Der er en lav chance, men han er en spiller, der altid er lidt snak om. Hvis ikke der sker noget nu, så kommer det nok næste år.