Fodbold

I United kan Ronaldo igen blive verdens bedste, siger ekspert

Cristiano Ronaldo blev ikke kåret til verdens bedste spiller, mens han spillede i Juventus. Det kan han blive i Manchester United - trods sine 36 år.

Manchester United-fans er i den syvende himmel, efter at Cristiano Ronaldo er skiftet tilbage til klubben.

Men hvad kan de egentlig forvente af ham?

Portugiseren er adskillige gange blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller, men han er nu engang blevet 36 år

TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen har set på nogle af de iøjnefaldende bedrifter, som superstjernen har præsteret i løbet af den sensete tid i Juventus.

Han giver her en vurdering af, hvor Ronaldo står forud for sine første kampe i Manchester United-trøjen.

Klar til at score akrobatiske mål

Cristiano Ronaldo er kendt for at være en mand, der går til ekstremerne for at pleje sin krop og for at stå knivskarpt. Hans akrobatiske evner har resulteret i helt ekstraordinære mål i Juventus.

Blandt andet i december 2019 mod Sampdoria.

Her steg han uimodståeligt til vejrs, og i hele 2 meter og 56 centimeters højde dirigerede Ronaldo bolden i mål med hovedet, mens fødderne svævede i 71 centimeters højde.

Til sammenligning kan den gennemsnitlige basketballspiller i NBA hoppe mellem 60 og 70 centimeter.

Desuden er det også blevet til utrolige saksesparksscoringer, og den atletiske evne har han stadig, mener Kasper Lorentzen.

- Atletisk er han det samme sted, som han har været. Han er en spiller, der vil ind og score målene - på alle mulige måder. Jeg tror stadig, at han har det her høje spring, og han kan også sagtens lave saksespark.

- Det handler om teknik, og den har han. Så vi kan sagtens få de her ekstraordinære mål at se i United også. Desuden er han jo aldrig skadet, siger Lorentzen.

Cristiano Ronaldo steg til vejrs og headede tre point hjem til Juventus i udekampen mod Sampdoria. Video: TV 2 SPORT

Synonym med mål

Den portugisiske superstjerne er nærmest blevet synonym med mål.

Han har scoret mål på samlebånd i løbet af hele sin karriere. I Real Madrid scorede han - helt uhørt - flere mål, end han spillede kampe. I 438 kampe blev det til 450 mål.

I Juventus er målkadencen faldet en smule, selvom han dog stadig noterede sig for diverse målrekorder jævnligt. I 134 kampe er det blevet til 101 mål - heraf scorede han de 36 af målene i den seneste sæson.

Nu hedder det så Premier League, og her kan han meget vel få stor succes igen.

- Han kommer til en sværere liga. Men han kommer også til et hold, der er stærkt og er blevet stærkere hen over sommeren.

- Når man ved, hvad han har gjort i Serie A og i LaLiga og vægter hele sit spil på at score mål, så skal han ligge på mindst 25 mål i den kommende sæson. Og nogle sæsoner stikker det jo helt af, siger Kasper Lorentzen.

En scoring med hovedet, en med højre fod og en med venstre fod leverede Ronaldo, da han laverede hattrick på 30 minutter. Video: TV 2 SPORT

Fuld fart på

Cristiano Ronaldo er en komplet spiller. Men farten er som regel den helt store udfordring, når man som Ronaldo er i en fremskreden fodboldalder. Men i løbet af sin tid i Juventus har han vist, at han stadig har ekstrem fart i benene.

92 meter på 10 sekunder - 33,12 kilometer i timen.

Så hurtigt gik det, da 34-årige Cristiano Ronaldo løb med i et pludseligt kontraangreb mod Napoli 31. august forrige år.

Det var den højeste hastighed, som en Juventus-spiller nåede op på i kamp i den sæson – endda hurtigere end medspillere som Douglas Costa og Juan Cuadrado.

Der er dog gået to år siden, og det kan være meget, når man har Ronaldos fodboldalder. Men Kasper Lorentzen vurderer dog ikke, at det er til at se.

- Han vil altid være en hurtig spiller. Jeg vil nok ikke kunne se, om han er blevet langsommere, fra han var 28 år, til han er 36 år nu.

- Han er ikke helt så mobil, som han har været, men han har en fantastisk timing inde i feltet. Han løber på de rigtige tidspunkter. Og så er det faktisk underordnet, om han er blevet et par millisekunder langsommere. Fordi han er så hurtig i opfattelsen, siger han.

Ronaldo i fuld fart Video: TV 2 SPORT

Kan blive verdens bedste igen

Hele fem gange har Cristiano Ronaldo vundet Ballon d’Or og er blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller.

Den seneste gang er dog tilbage i 2017, og det betyder, at han ikke har vundet den prestigefulde titel i sin tid i Juventus.

Det kan meget vel ske igen i Manchester United – men så kræver det formentlig europæisk succes.

- Da han blev kåret til det i Real Madrid, var det, fordi han scorede målene for dem, der vandt. Han skal vinde noget med United, før han er dér igen.

- I Juventus var det slet ikke det samme, men hvis United begynder at levere, så kan der godt være en chance. Det handler om titler, og det handler om, hvordan holdet præsterer. Og det handler især om Europa. Men Ronaldo har det i sig, for det er det eneste, han er der for. Det er at lave mål, siger Kasper Lorentzen.

Cristiano Ronaldo spillede første gang i Manchester United fra 2003 til 2009.