Fodbold

Braithwaite bad selv om udskiftning

Barcelona oplyser, at man er i dialog med Dansk Boldspil-Union om Martin Braithwaites skadessituation.

Pludselig satte Martin Braithwaite sig i græsset i søndagens ligakamp mod Getafe.

Danskeren tog sig til knæet, og han blev tilset af adskillige personer fra Barcelonas medicinske stab, før han frivilligt - og heldigvis - selv kunne gå fra banen.

- Martin Braithwaite bad om at blive skiftet ud på grund af et problem med sit venstre knæ, skriver Barcelona på sin hjemmeside.

Braithwaite var startet på banen for tredje kamp i træk, og skadesproblemet indtraf i det 73. minut.

Barcelona vandt kampen med 2-1 på mål af Sergi Roberto og Memphis Depay, og catalanerne er nu nummer fire i LaLiga før de resterende kampe i tredje runde.

Også målscorer Sergi Roberto blev skadet i kampen. Spanieren brækkede et ribben, og det er uvist, hvor længe han er ude.

Landskampe i fare

Opgøret mod Getafe var det sidste før den kommende landsholdssamling, hvor angriberen er udtaget til Danmarks kamp VM-kvalifikationskampe mod Skotland, Færøerne og Israel.

- Klubbens medicinske stab er i kontakt med Dansk Boldspil-Union som opfølgning på problemet, skriver klubben videre.

Danmarks første kamp er på onsdag på udebane mod Skotland.

Martin Braithwaite har scoret to mål og leveret et oplæg i sæsonens første tre kampe i Barcelona.