Fodbold

Camp Nou har fundet deres nye Messi

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker ser tilbage på premiererunden i LaLiga.

Rundens højdepunkt

Mesterlige Memphis

FC Barcelonas forvænte fans er hurtigt kommet sig oven på tabet af deres mest tilbedte spillere igennem klubbens mangeårige historie.

Det var den klare konklusion søndag aften efter Memphis Depay endnu engang stjal rampelyset fra sine holdkammerater og blev belønnet med den selvsamme hyldestsang, som Messi weekend efter weekend blev trakteret med - blot med den hollandske boldkunstners navn på læberne af de catalanske fans.

Memphis Depay - eller blot Memphis, som han kræver at blive kaldt for at distancere sig fra den far, der lagde navn til hans efternavn, men sidenhen forlod en blot fireårig Memphis og hans mor - voksede op i udkanten af Rotterdam, og det store ego har fra barnsben været et værn mod den hårde tone, der hersker i og omkring havnebyen i det sydvestlige Holland.

FC Barcelona tog sejren hjem med 2-1 mod Getafe i LaLiga. Video: TV 2 SPORT

Sparta Rotterdam snuppede den talentfulde angriber i en alder af otte år, men det var en stakket frist at holde de store hollandske klubber for døren, efterhånden som Memphis overstrålede alle andre i de kommende år. Som 12-årig gik turen derfor til PSV Eindhoven, og det rolige liv i Hollands hyggeliste region - Brabant - gjorde den iltre Memphis godt. Debuten på førsteholdet kom som blot 17-årig, og et par år senere var talentet så veludviklet, at Europas største klubber stod i kø for at hente den nykårede hollandske mester og topscorer.

Louis van Gaal var manden, der gav Memphis debut på det hollandske landshold i en alder af 19 år, og den karismatiske træner gjorde også flittigt brug af Memphis’ kvaliteter under Hollands succesfulde VM-slutrunde i 2014, hvor Oranje forlod Brasilien med en bronzemedalje om halsen. Med det in mente var skiftet i 2015 til Manchester United ingen overraskelse, da selvsamme Van Gaal nu stod i spidsen for De Røde Djævle. Memphis trådte med det samme frem i spotlightet, da han bad om at få det ikoniske 7-tal på ryggen, efter Angel di Maria havde forladt klubben, og med priskiltet på omkring 250 millioner fulgte enorme forventninger.

Successen udeblev for første - og hidtil eneste - gang i karrieren for knægten fra Moordrecht, og prædikatet som et flopindkøb har klæbet sig til hans navn lige siden hans exit fra Manchester i 2017.

Lyon tilbød Memphis en udvej, og det viste sig at være det helt rigtige match for hollænderen, der sæson for sæson genopbyggede sit navn i europæisk fodbold, og efter fire sæsoner i det franske sidder han igen til højbords med sportens største stjerner.

Og hvorfor så denne lange fortælling om en spiller med flere tatoveringer end Linse Kessler, tænker du så? Svaret er såre simpelt.

Memphis er LaLigas kommende superstjerne. Han er spilleren, som fans og seere vil betale dyre billetter og tv-pakker for at se uge efter uge. Og for at forstå den kontroversielle hollænder er en smule baggrund også på sin plads.

I hjemlandet deler han vandene lige så markant, som Nicklas Bendtner har gjort det i Danmark, men hvor vores egen danske enfant terrible primært forargede udenfor banen, så er det Memphis’ nonchalante attitude og arrogante holdning for det hollandske landshold, der påkalder sig træskolandets harme. De seneste to år har han dog været landets uomtvistelige stjernespiller, og det var med Memphis som kaptajn og styrmand, at Oranje gik ind til sommerens EM med en klar forventning om et topresultat. Nederlaget til Tjekkiet i 1/8-finalen var en gigantisk skuffelse, og al den kredit, Memphis havde opbygget, forsvandt på bare to uger, og derfor skal han igen i gang med et opbygningsarbejde, når han møder ind til landsholdssamling i Zeist denne uge.

De første spæde skridt i Memphis’ tid i Blaugrana har dog været tæt på perfekte, og mens Griezmann stadig gemmer sig i skyggerne fra en lille argentiner - der nu befinder sig i Paris - så har fansene på Camp Nou fået sig en ny yndling.

Rundens skuffelse

Vanvittigt selvmål

I rundens topkamp fik Atletico Madrid en dosis af deres egen hjemmebrygget medicin serveret, og kun et bizart selvmål i kampens døende sekunder reddede mestrene fra et hjemmebanenederlag til Europa League-vinderne fra Villareal.

Hjemmeholdet fra Atleti bombarderede ellers Den Gule Ubåd med afslutninger kampen igennem, men et heroisk kæmpende forsvar dannede i lange perioder en gul mur foran målmand Rulli. Når Atlético endelig fandt sprækker igennem bolværket, stod Villareals argentinske ankermand så i vejen, alt i mens udeholdet med veltimede kontraangreb gjorde ondt på mesterholdet.

Atletico Madrid var yderst heldige med at få et point med fra søndagens LaLiga-kamp hjemme mod Villarreal. Video: Nicolai Dvinge

Det lignede derfor en overraskende og en noget ufortjent sejr til Unai Emery og hans mandskab, indtil nyindkøbte Mandi i allersidste sekund ville involvere Rulli i spillet via en tilbagelægning med hovedet på en komplet ufarlig bold. Derfra stod tiden nærmest stille på Wanda Metropolitano, og størstedelen af de gulblusede Villareal spillere nåede at kaste sig til jorden i vantro, inden bolden i en langsom bue trillede ind i det tomme mål bag en sagesløs Rulli.

Sæsonens mest komiske, men måske mest afgørende, selvmål var dermed en realitet, og Diego Simeone kunne se sit hold få et enkelt point ud af et opgør, hvor de viste prøver på en velfungerende offensiv, som gav Atletico Madrids fans forhåbninger om en gentagelse af sidste års succes.

Ugens mesterskabsopdatering

Ingen hold med fuldt udbytte

Med Sevilla og Atletico Madrids pointtab er der efter blot tre runder ingen hold med maksimumpoint i LaLiga.

Jævnbyrdigheden er som forventet stor i denne sæson, og selvom vi så solide takter fra Real Madrid og FC Barcelona, blev det igen tydeliggjort, at mesterskabsfavoritterne ikke får mange kampe på autopilot resten af sæsonen.

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge

Pause forude

LaLiga går på landsholdspause den kommende weekend, og mens ligaens stjerner forsvarer deres lands ære, kan vi fodboldfans puste ud efter en intens august måned.

Når aktørerne i den bedste spanske fodboldrække igen betræder græstæpperne i det største land på den iberiske halvø om under to uger, kan det dog blive med et par udsatte opgør i kampprogrammet. Der er nemlig opstået en større uenighed mellem FIFA og LaLiga om de sydamerikanske landsholdsspillers deltagelse i de forestående VM-kvalifikationskampe, og som foreløbigt resultat heraf er to opgør blevet udsat på ubestemt tid. Blandt andet kampen mellem Sevilla og FC Barcelona.