Dolberg misser Skotland-kamp

Onsdag eller torsdag afgøres det, om Kasper Dolberg og Martin Braithwaite rejser med landsholdet til Færøerne.

Landsholdsangriberne Kasper Dolberg og Martin Braithwaite er pillet ud af landsholdstruppen til onsdagens VM-kvalifikationskamp mod Skotland på grund af skader, men de er begge i spil til udekampen mod Færøerne på lørdag.

Og skulle de ikke blive klar til lørdag, kan de nå at komme i spil tirsdag i næste uge mod Israel. Det siger fodboldlandstræner Kasper Hjulmand mandag eftermiddag.

- Status på Kasper Dolberg er, at han har fået en knæskade, og vi følger ham. Vi er i tæt kontakt med Nice, hvor han træner. Det er bedst, at han er der og træner op, men vi deler informationer og er i god dialog med Nice.

- Det er fuldstændig det samme scenarie med Martin Braithwaite i Barcelona.

- Det er ikke udelukket, at de kan spille mod Færøerne eller Israel, men de er ikke med mod Skotland. Jeg beslutter onsdag eller torsdag, om de tager med til Færøerne. Men selv hvis de ikke er med der, så kan de stadig nå at være med mod Israel, siger landstræneren.

Mens de to angribere altså kan nå tilbage i truppen ved den igangværende samling, har Jannik Vestergaard, Nicolai Boilesen, Rasmus Falk og Philip Billing meldt afbud, siden Hjulmand udtog sin trup i sidste uge.

Afbuddene har ført til, at Mathias Jensen, Jesper Lindstrøm, Marcus Ingvartsen, Andreas Maxsø, Jacob Bruun Larsen og Victor Nelsson er blevet efterudtaget.

- Jeg har haft meget at tænke over i den sidste uge, når der er udtaget så mange nye spillere. Men det er derfor, jeg er her, og jeg har jo stadigvæk gode spillere. Jeg håber, at det er det her hold, vi kan arbejde videre med frem mod kampene, siger Kasper Hjulmand.

PÃ¥ grund af den korte forberedelsestid havde han allerede en plan for, hvem der skulle spille i de tre VM-kvalifikationskampe. Den plan skal nu laves helt om.

- De kan ikke bare erstatte hinanden en til en, så tingene skal gå op på en ny måde. Det er noget andet, end vi havde forberedt - sådan er det næsten altid, men det her er flere ændringer end normalt, siger landstræneren.