Fodbold

Kriseramte AGF køber profil i FCM

AGF har købt den 23-årige midtbanespiller Mikael Andersson af FC Midtjylland, bekræfter begge klubber.

AGF har til allersidst i transfervinduet sikret sig forstærkning fra FC Midtjylland.

Det er den 23-årige midtbanespiller Mikael Anderson, der skifter til Aarhus-klubben på en permanent aftale, meddeler begge klubber.

Hverken AGF eller FCM skriver noget om transfersummen, men FCM's sportschef Svend Graversen erklærer sig godt tilfreds.

- Vi har fået en økonomisk god aftale med AGF, og det er derfor, vi har valgt at sælge Mikael nu. Han har ikke helt formået at bide sig fast i startopstillingen i den seneste periode, men han forlader stadig klubben med 80 kampe og et dansk mesterskab med os, siger Graversen til fcm.dk.

AGF har fået en forfærdelig start på Superligaen og ligger næstsidst. Det er ikke blevet til en eneste sejr - og blot tre point - i de første syv kampe.

Anderson var som ungdomspiller forbi AGF, inden han tog til FC Midtjylland.

- Vi har fulgt Mikael længe og er overordentlige glade for, at det er lykkedes os at lande en aftale, så han nu er AGF’er. Mikael er en meget talentfuld og kraftfuld midtbanespiller med et stort drive og en kreativitet, som vil klæde vores hold.

- Han har for længst vist sig som en profil i 3F Superligaen, og han vil tilføre vores hold en ny dimension. Så vi ser frem til at se ham i den hvide trøje og byde ham velkommen i AGF, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye, til klubbens hjemmeside.

Anderson har spillet 80 kampe og scoret fem mål for FCM. Han er desuden A-landsholdspiller for Island, som han har repræsenteret otte gange.