Stortalent overtager Messis nummer 10 i Barcelona

Lionel Messis afsked med FC Barcelona efterlod trøje nummer 10 ledig. Den sidder fremover på Ansu Fati.

Trøje nummer 10 er ikonisk i FC Barcelona, og Lionel Messis mere end et årti med det på ryggen har ikke gjort nummeret mindre ikonisk.

Denne sommer er Messi skiftet til Paris Saint-Germain og efterladt nummer 10 ledig i Barcelona. Nu har nummeret fundet sin fremtidige ejermand i Martin Braithwaites klub.

Ikke helt overraskende bliver det den talentfulde offensivspiller Ansu Fati, som fremover får æren - og det pres som trøjen også medfører - af at spille i 10'eren.

Det har klubben offentliggjort på Twitter.

Et produkt af La Masia

Den 18-årige spiller kom til Barcelona allerede i 2012 og er således et produkt af klubbens ungdomsakademi La Masia.

Netop La Masia har siden Lionel Messis gennembrud i klubben for omkring 15 år siden haft svært ved at producere talenter, der for alvor slog igennem på klubbens bedste mandskab.

Det har Ansu Fati gjort, indtil han i sidste sæson pådrog sig en slem knæskade.

Den er han ovre nu og er klar til at iklæde sig sit nye rygnummer foran hjemmepublikum på Camp Nou.

Trods sine blot 18 år har Fati allerede fået fire A-landskampe for Spanien og scoret et enkelt mål.

For Barcelona er det foreløbig blevet til 43 kampe og 13 mål.