Fodbold

Danmark skrev historie mod Skotland

Det danske landshold har med sejren over Skotland onsdag aften vundet de første fire kampe i kvalifikationen. Det er aldrig sket før.

- Det her landshold har altså virkelig klasse.

Sådan lyder ordene fra TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft, efter at Danmark onsdag tog deres fjerde sejr på stribe i VM-kvalifikationen.

Tofts ord er naturligvis 'kun' hans mening, men hvis man tager et kig i historiebøgerne, er det svært at modsige ham.

Vores nuværende landshold har nemlig skrevet historie som det første danske landshold til at vinde de første fire kampe i en slutrundekvalifikation.

- Det er altid svært at sammenligne kvalifikationsrunder. For hvem møder de? Hvor gode er spillerne? Men her har vi altså bare et landshold med så mange spillere i europæisk topklasse. De er rigtig gode, siger Flemming Toft.

- Med de spillere, som de har til rådighed i bruttotruppen, har de spillere til alle pladser og alle facetter af spillet. Det er det, der er styrken ved holdet og noget af det, som Hjulmand har arbejdet allermest på. Det her landshold har altså virkelig klasse.

Danmarks hidtil bedste kvalifikationsstarter

Danmark har tre gange i historien vundet tre ud af de første fire kampe i en kvalifikation. 

Her følger årene:

1983 (1984-slutrunden): 3-1-0

1996 (1998-slutrunden): 3-1-0

2008 (2010-slutrunden): 3-1-0

Udover at have vundet de første fire kampe, kan Danmark også prale af en fornem målscore. De rød-hvide drenge har scoret hele 16 gange i de første fire kampe, mens modstanderne endnu ikke har formået at sende bolden ind bag Kasper Schmeichel.

Ingenting er afgjort endnu

Selvom Danmark har fået den bedst tænkelige start på kvalifikationen, er intet dog matematisk sikkert endnu.

Meget kan nå at ændre sig, og der venter fortsat seks kvalifikationskampe, der kræver fuldt fokus og gode præstationer for at sikre slutrundebilletten.

Den del er den danske landstræner Kasper Hjulmand opmærksom på - selvom også han har svært ved ikke at lade sig rive med af de gode resultater.

- Jeg tager det ikke for givet, at vi vinder gruppen, for det kan stadigvæk blive tæt. Jeg har dog en god fornemmelse, men der er ingenting, der er afgjort endnu, siger landstræneren.

Kan sikre en tidlig VM-billet

Men hvor lang er Danmarks vej egentlig?

Vi har regnet lidt på scenarierne og set på, hvor tidligt det danske landshold kan sikre sig en plads ved VM i Qatar i 2022.

  1. Danmark, 12 point (4 kampe spillet)
  2. Israel, 7 point (4 kampe spillet)
  3. Østrig, 7 point (4 kampe spillet)
  4. Skotland, 5 point (4 kampe spillet)
  5. Færøerne, 1 point (4 kampe spillet)
  6. Moldova, 1 point (4 kampe spillet)

Landsholdet har altså nu spillet 4 kampe, der har kastet 12 point af sig. Efter 6 kampe kan Danmark maksimalt stå med et forspring på 10 point ned til andenpladsen, hvilket ikke vil være nok til allerede der at være matematisk sikre på en VM-billet.

Efter 7 kampe kan Danmark derimod sikre førstepladsen. Men det kræver mere end én sensation i de øvrige kampe.

Et mere sandsynligt scenarie er derfor, at Danmark i den tredjesidste gruppekamp – på hjemmebane mod Østrig – kan sikre førstepladsen og billetten til VM.

Kun tiden kan vise, om Danmark kvalificerer, og i givet fald hvornår det sker. Men spørger man Flemming Toft, skal vi ikke være bange for, om Danmark kommer med til slutrunden.

- Danmark går videre, og de vinder det hele. Rub og stub. De rider på den der fantastiske bølge, som er skabt af både dem selv, landstræneren og omgivelserne. Og den her store opbakning betyder vildt meget, siger han.

Danmarks næste kamp i kvalifikationen er mod Færøerne på lørdag klokken 20.45.