Fodbold

Dansk Malmö-anfører får karantæne for stolekast

Anders Christiansen er i karantæne, når Malmö FF møder Norrköping i Allsvenskan efter landsholdspausen.

Malmö FF's danske anfører, Anders Christiansen, er blevet idømt en spilledags karantæne for at kaste med en stol i vrede efter holdets 1-2-nederlag til Hammarby søndag.

Det oplyser Sveriges fodboldforbund (SvFF) ifølge nyhedsbureauet TT.

Dermed kan danskeren ikke være med, når holdet møder IFK Norrköping efter landsholdspausen.

Afgørelsen, som det svenske medie Fotbollskanalen ifølge TT har fået indsigt i, viser, at forbundets disciplinærudvalg har idømt Christiansen karantænen for "upassende adfærd".

Den 31-årige dansker skulle have smidt en fotografs stol ind i spillertunnelen, således at den gik i stykker. Ingen kom dog til skade i situationen, forlyder det.