Hjulmand grinte, da han fik spørgsmål om Danmarks målscorere

Det var næsten svært at forstå for Kasper Hjulmand, at så mange forskellige danske spillere har bidraget med mål.

Kasper Hjulmand har mange grunde til at smile.

Danmark har en målscore på 16-0. Danmark har 12 point for 4 kampe. Og Danmark har mange forskellige målscorere.

Faktisk har 12 (!) forskellige spillere scoret de 16 mål, som det danske herrelandshold har lavet i VM-kvalifikationen. Spørgsmålet om de mange målscorere fik torsdag Kasper Hjulmand til at grine.

Mest af alt, fordi han var imponeret.

- Det er et ret vildt tal. Det siger noget om, hvor mange spillere vi har brugt. Det siger også noget om vores måde at spille fodbold på. Jeg håber, det fortsætter, siger en munter landstræner.

Danmarks målscorere i VM-kvalifikationen

  • Daniel Wass
  • Joakim Mæhle
  • Martin Braithwaite
  • Jonas Wind
  • Kasper Dolberg
  • Mikkel Damsgaard
  • Jens Stryger
  • Mathias Jensen
  • Robert Skov
  • Marcus Ingvartsen
  • Andreas Skov Olsen
  • Pierre-Emile Højbjerg

Hjulmand tilføjer endda, at hele 16 har bidraget med mål i hele 2021, hvis man tager EM med.

Hvad skal modstanderne gøre?

Den tidligere Mainz-træner er ikke den eneste, der er imponeret over den fornemme statistik.

Også Flemming Toft, fodboldkommentator på TV 2 SPORT, letter på hatten.

- Det viser igen den fleksibilitet, der er på holdet. Det er virkelig klasse, at man har det. Og det er virkelig svært for modstanderne. For hvad skal de gøre?

- Danmark spiller ikke med normale backs. De er ikke stationære. De er lige så meget angribere, som de er defensive, siger Flemming Toft med henvisning til blandt andet Joakim Mæhle.

Hjulmand roser back

De mange forskellige målscorere viser også, at det ikke udelukkende er de danske angribere, der får nettet til at blafre.

Faktisk er Joakim Mæhle blandt de mest scorende i Kasper Hjulmands tid som landstræner:

  • Kasper Dolberg: Ét mål per 3 kampe
  • Joakim Mæhle: Ét mål per 3,5 kampe
  • Martin Braithwaite: Ét mål per 5,6 kampe
  • Yussuf Poulsen: Ét mål per 6 kampe

Værd at bemærke er det, at Mæhle er forsvarsspilleren - om end en offensiv af slagsen. De andre er angribere.

- Han vil gerne score mål. Du kan slippe ham fri. Derfor passer det ham godt, at vi spiller med en treback-linje bag ham, fordi det giver frihed til at tænke meget offensivt, siger Hjulmand om Mæhles rolle som såkaldt wingback.

Der er rig mulighed for, at endnu flere danskere kan komme på tavlen, når Danmark lørdag møder undertippede Færøerne. Miniputnationen har lukket 12 mål ind i 4 kampe.