Fodbold

Hjulmand storroser Daramy efter 'kæmpe dag'

Kasper Hjulmand har fulgt Mohamed Daramy længe, og derfor var debuten ekstra speciel.

Der gik et sug gennem Parken efter 85 minutter af VM-kvalifikationskampen mod Skotland.

Ikke, fordi Danmark scorede et af målene i 2-0-sejren. Nej, landstræner Kasper Hjulmand lagde an til indskiftning.

19-årige Mohamed Daramy skulle på banen. Og betydningen af en debut på det danske A-landshold var bestemt ikke til at tage fejl af.

- Sikke en dag! Jeg kommer helt sikkert ikke til at glemme den her kamp. Det er bare begyndelsen, skriver Daramy på sin Instagram.

Og det skyldes ikke mindst et noget besværligt forløb.

Bøvl med statsborgerskabet

Mohamed Daramy er født og opvokset i Danmark, men længe havde han kun statsborgerskab fra Sierra Leone, hvor han har rødder.

Flere år tilbage begyndte Daramy ansøgningsprocessen, der skulle sikre ham dansk statsborgerskab. Det kræver det, hvis en spiller skal repræsentere Danmark.

Efter en lang og besværlig tid gik det i orden. Derfor var forløsningen naturligvis ekstra stor onsdag aften.

En glad Hjulmand

Kasper Hjulmand har givet en række spillere debut i sin tid som landstræner.

Og det er faktisk noget, han nyder.

- Jeg kan godt lide at give debuter. Jeg tror, jeg er oppe på 17-18-stykker på et år, lyder det med et grin.

- Det er jo en stor dag at få sin debut på landsholdet – også i et fyldt Parken. Det er en kæmpe dag for Mohamed, siger Kasper Hjulmand.

Landstræneren var særligt glad, fordi han har lagt mærke til Daramy længe.

- Jeg har set ham spille, siden han var knægt. Det er en rigtig flot udvikling. Det er rart at være tæt på en spiller, der får sin debut, lyder det afslutningsvist.