Fodbold

Ronaldo får ikonisk nummer i United

En walisisk landsholdsspiller har fået en central rolle i sagaen om Ronaldos rygnummer i Manchester United.

Nummer syv har en særlig betydning i mange fodboldklubber.

Det gælder i den grad også Manchester United. Legender som George Best, Eric Cantona og David Beckham har båret det ikoniske rygnummer for klubben.

Og så har Cristiano Ronaldo såmænd prøvet det samme undervejs i sin tid i klubben fra 2003 til 2009.

Nu skifter den portugisiske stjerne så tilbage til Manchester United, og sørme om det ikke også bliver med nummer syv på ryggen. Det bekræfter Manchester United selv torsdag aften.

Ronaldo overtager nummeret fra angriberen Edinson Cavani.

Egentlig ikke muligt

Da det opsigtsvækkende skifte faldt på plads for en lille uges tid siden, var der ellers ikke udsigt til, at superstjernen kunne få sit tidligere nummer tilbage.

Det ville angiveligt kræve en særlig dispensation fra Premier League, som kun sjældent gives. West Hams Marko Arnautovic er blandt dem, der tidligere har fået lov.

I mellemtiden har den engelske storklub dog solgt Daniel James, der løb rundt med nummer 21 på ryggen. Det giver Edinson Cavani mulighed for at overtage netop det nummer - et tal, der også er på ryggen af hans trøje for Uruguays landshold.

Dermed bliver nummer syv ledig. Det er derfor salget af Daniel James, der har gjort det muligt for Ronaldo at bære nummer syv. Det skriver Sky Sports.