Fodbold

Wass havde 'mange tilbud' - men klubben ville ikke sælge

Daniel Wass udelukker ikke et skifte hjem til dansk fodbold, når kontrakten med Valencia udløber om et år.

Fremtiden for en fodboldspiller er ofte uvis.

Det kan den danske landsholdsspiller Daniel Wass nikke genkendende til efter sommerens transfervindue, hvor han gang på gang blev rygtet væk fra Valencia.

Tirsdag aften lukkede transfervinduet, og Wass spiller stadig i den spanske traditionsklub. Men det kunne have set anderledes ud, hvis han selv havde fået lov til at bestemme.

Havde du et ønske om at prøve noget andet?

- Ja, både og. Jeg havde nogle tilbud, men det er jo klubben, der bestemmer, og de ville ikke sælge mig. Jeg bliver, og det gør mig bestemt heller ikke noget. For mig gælder det bare om at spille noget fodbold, siger Daniel Wass til TV 2 SPORT.

33-årige Wass, der onsdag aften scorede sit første mål for det danske landshold, har ét år tilbage af sin kontrakt med Valencia.

Mange klubber var inde i billedet

I juli blev Daniel Wass kædet kraftigt sammen med et skifte til franske Marseille, og den franske avis L'Equipe skrev sågar, at landsholdsspilleren var nået til enighed om en kontrakt med storklubben.

Men i starten af august kom det frem, at Valencia havde afvist tilbuddet fra Marseille.

- Det er betingelserne, når man har en kontrakt.

Kan du sige noget om, hvilke klubber der var inde i billedet?

- Der var mange klubber, men det er klubben, der bestemmer, om de vil sælge. Så er det ligegyldigt, hvor mange klubber der var interesseret, siger Daniel Wass.

Udelukker ikke Danmark - og Brøndby

Ved udgangen af denne sæson udløber kontrakten med Valencia, og Daniel Wass kan dermed selv bestemme sin fremtid uden at skulle tænke på, om klubben overhovedet har lyst til at sælge.

Og den tidligere Brøndby-spiller udelukker ikke, at turen går hjem til Danmark.

- Jeg spiller den her sæson færdig, og så må vi se, hvor jeg ender næste sommer.

Der er sikkert mange Brøndby-fans, der håber på, du vender tilbage. Kan de håbe på noget?

- Ja, det kan de jo godt. Jeg er åben for alt. Jeg har været ude i 11 år, jeg fylder 33 i den her sæson, og jeg har en familie at tænke på. Som jeg har sagt hele tiden, er Danmark åben for mig, siger landsholdsspilleren.

Daniel Wass har foruden Brøndby og Valencia også spillet for Benfica, Evian og Celta Vigo.