Fodbold

Dansk landstræner melder to profiler ude mod Israel

Landstræneren råder atter over bulderbassen Andreas Cornelius, men får ikke skadet angrebsduo med mod Israel.

De skadede landsholdsangribere Kasper Dolberg og Martin Braithwaite når ikke at blive klar til tirsdagens VM-kvalifikationskamp mod Israel.

Det siger landstræner Kasper Hjulmand søndag eftermiddag forud for landsholdets træning i Helsingør.

- I starten af ugen troede jeg på, at de kunne blive klar, men det ser ikke godt ud for nogen af dem, for de har stadig nogle gener, og det er ikke realistisk med en kamp på tirsdag, siger landstræneren.

Til gengæld kan han glæde sig over, at Andreas Cornelius er mødt ind i landsholdstruppen efter også at have misset kampene mod Skotland og Færøerne med en skade. Ud er gået Anders Christiansen, der ellers startede inde imod Færøerne lørdag aften.

Træninger søndag og mandag skal fastslå, om Cornelius er klar til at få en jokerrolle i topkampen mod israelerne.

- Vi tager Andreas Cornelius ind, fordi det ser okay ud med hans skulder, efter at han udgik med en skade i den. Nu prøver vi at tage ham ind, og han er blevet og bliver fortsat undersøgt grundigt af vores egne læger. Han skal træne søndag og mandag, og så må vi se, om skulderen holder.

- Han er et godt våben at have i feltet. Vi bruger ham nok ikke fra start, men han kan komme i spil senere i kampen. Han er en bulderbasse at sætte ind, hvis vi får brug for det, siger Kasper Hjulmand.

Tager ikke chancer

Er der det mindste tegn på problemer hos Cornelius, vil Hjulmand ikke tage nogen chancer forud for et efterår med et tæt kampprogram.

- Cornelius skal være 100 procent klar, før vi bringer ham i spil. Nu ser vi, om han er det, siger Hjulmand.

Allerede i onsdags, da Danmark mødte Skotland, fik Hjulmand en indikation på, at Cornelius var ved at være klar igen efter et uheld i en kamp for Trabzonspor.

- Vores egne læger undersøgte ham i Parken i onsdags, og der så det meget bedre ud, siger landstræneren.

Andreas Cornelius har spillet 34 landskampe og scoret ti mål siden debuten for ni år siden.