Fodbold

Danmark pulveriserer Israel

Simon Kjær scorede sit første landskampsmål i fem år, da Israel blev slået 5-0 i VM-kvalifikationen. Kasper Schmeichel er endnu ikke blevet passeret.

De danske fodboldherrer er snublende tæt på VM i Qatar næste år.

Tirsdag aften blev Israel sønderknust i Parken, og landsholdet har dermed fortsat maksimumpoint i VM-kvalifikationen. Desuden har holdet en målscore på 22-0 efter de seks kampe.

I oktober kan Danmark booke VM-billetten endegyldigt.

Danmark-Israel 5-0

  • 28' 1-0 Yussuf Poulsen
  • 31' 2-0 Simon Kjær (assist: Daniel Wass)
  • 41' 3-0 Andreas Skov Olsen (assist: Mikkel Damsgaard)
  • 58' 4-0 Thomas Delaney (assist: Daniel Wass)
  • 90+1' 5-0 Andreas Cornelius (assist: Jens Stryger Larsen)

Stillingen i Gruppe F

  1. Danmark, 6 kampe, 18 point
  2. Skotland, 6 kampe, 11 point
  3. Israel, 6 kampe, 10 point
  4. Østrig, 6 kampe, 7 point
  5. Færøerne, 6 kampe, 4 point
  6. Moldova, 6 kampe, 1 point

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Fra start til slut var der gang i Parkens tilskuere, der bare er redet videre på bølgen efter EM med højlydt sang og hoppestemning. Allerede ved stillingen 1-0 sang de over 35.000 tilskuere efter en 4-0-føring, og den skulle de få senere i kampen.

Mens fansene i onsdags mod Skotland markerede sig i kampen for bedre arbejdsforhold for migrantarbejdere i Qatar, var tirsdagens politiske tribuneindslag et par palæstinensiske flag.

Inde på banen var Danmark til en begyndelse knap så suveræne, som sejrscifrene indikerer.

Før Yussuf Poulsen fulgte op på en ripost fra et godt Mikkel Damsgaard-forsøg efter 27 minutters spil, var danskerne blevet holdt i skak og havde slet ikke været farlige.

Det havde Israel til gengæld med to gode muligheder - heraf blev den ene sendt i kassen med stor selvfølgelighed af Eran Zahavi på en friløber, men en snæver offside reddede Danmark fra at indkassere mål for første gang i kvalifikationen.

Et forrygende dansk kvarter

Målet løsnede op for kreativiteten og kvaliteten i Danmarks spil.

Akkurat som i sejren over Skotland blev det første mål fulgt hurtigt op af endnu et dansk mål. Tre minutter efter Yussuf Poulsens føringsmål headede anfører Simon Kjær Danmark på 2-0 efter et frisparksindlæg af Daniel Wass.

Det var Kjærs første mål for Danmark i over fem år, og han står nu noteret for fire mål i 114 landskampe.

Fem minutter før pausen stod Andreas Skov Olsen så for kampens bedste scoring. Med et tordenhug helflugtede han bolden i det lange målhjørne efter et fornemt oplæg fra barndomsvennen Mikkel Damsgaard.

Schmeichel ville have nyt clean sheet

Både lige inden pausen og i løbet af de første 20 sekunder af 2. halvleg havde Danmark chancer til at øge føringen, og lidt over ti minutter efter sidebyttet lykkedes det så.

I lighed med 2-0-scoringen kom oplægget på et frisparksindlæg fra Daniel Wass. Denne gang dukkede Thomas Delaney op ved bageste stolpe og pandede Danmark på 4-0, så tilskuerne fik den føring, de så længe havde sunget efter.

Selv om sejren var i hus, sørgede Kasper Schmeichel med konstante dessiner og et par skideballer for, at holdkammeraterne ikke lod kadencen falde for meget i kampens sidste halve time.

På kanten til tillægstiden fik Danmark tilkendt et straffespark, men VAR's nøjagtige øje fangede, at forseelsen mod Joakim Mæhle var begået uden for feltet, så Danmark måtte nøjes med et frispark.

For tredje gang i kampen førte sådan en situation et mål med sig. Jens Stryger Larsen sendte bolden ind til indskiftede Andreas Cornelius, der let kunne sætte punktum for en stor dansk aften i Parken.