Fodbold

Sveriges landshold i kovending

Den svenske landstræner Janne Andersson var lørdag ude at forsvare beslutningen om at tage til Qatar på træningslejr. Nu er meldingen en helt anden.

Det virkede, som om beslutningen var truffet: At Sverige skulle på træningslejr i Qatar til januar.

Den svenske landstræner forsvarede det, og flere eksperter og forbund kritiserede beslutningen. Men tirsdag aften vendte det hele på en tallerken.

Her meldte generalsekretæren i det svenske fodboldforbund Håkan Sjøstrand nemlig særdeles klart ud:

- Der er ikke truffet nogen beslutning om, at vi skal til Qatar i januar, sagde Sjøstrand ifølge svenske SVT.

Det skyldes ifølge generalsekretæren, at forbundet af økonomiske årsager har ventet med at beslutte sig for, hvad der skal ske. Han afviser dog ikke, at Qatar fortsat er på brættet som en mulig destination.

- Det handler en hel del om økonomi, for vi har mange huller at udfylde. Vi tabte for eksempel 55 millioner i publikumsindtægter sidste år. Så økonomisk er der ikke taget sådan en beslutning, siger Sjøstrand, der også nævner coronapandemien som et vigtigt perspektiv.

- Men Qatar er et alternativ, som vi diskuterer, fordi vi har været der før. Det er hoved-alternativet, siger han på pressemødet før onsdagens VM kval-kamp mod Grækenland ifølge Expressen.

Godt sportsligt - men 'forkasteligt'

Historien begyndte at rulle lørdag, da den svenske landstræner Janne Andersson kommenterede på det, der på daværende tidspunkt lød som en færdig 'beslutning'.

Her forklarede Andersson, at det sportsligt gav god mening at træne i landet, der i december 2022 afholder VM, men at han udmærket er klar over, hvilke problemer der er i landet.

- Det giver os gode sportslige forudsætninger. Vi får spillet på gode stadioner, og jeg tror, at det kan være en fordel at have været der før VM.

- Havde meterskabet ikke været der, var vi aldrig rejst dertil. Der er ingen tvivl om, at vi synes, det er forkasteligt, hvordan de behandler arbejderne på, sagde han ifølge nyhedsbureauet NTB.

Danmark skal ikke træne i Qatar

Mens det fortsat er tvivlsomt, om vores svenske naboer ender med at rejse afsted på træningslejren i Qatar, er der ingen tvivl om holdningen i den danske lejr.

Her afviser direktøren i Dansk Boldspil-Union Jakob Jensen, at Danmark skulle have samme planer.

- Svenskerne må selv forklare, hvorfor de har valgt at gøre, som de har.

- Jeg kan stå på mål for, hvad DBU gør, og hvad vi vil. Og DBU kommer ikke til at tage på nogen træningslejr med noget hold i Qatar til januar, siger Jakob Jensen til Ritzau.