Fodbold

- Vi kører dem fuldstændigt over, siger Mæhle

Danmark er snublende tæt på VM i 2022 efter tirsdagens storsejr over Israel.

Efter en træg indledning begyndte det danske landshold at sprudle i løbet af første halvleg, og da VM-kvalifikationskampen mod Israel blev fløjtet af i Parken, ville jublen ingen ende tage.

I adskillige minutter gik spillerne rundt og fejrede 5-0-sejren med lige så begejstring, som der var på tribunerne.

- Jeg tror ikke, der er nogen af os, der har lyst til at forlade banen. Det er fantastisk, og det er en sindssyg kulisse, så vi bliver og fejrer det, siger Joakim Mæhle til Kanal 5.

Om den lidt sløve start siger Mæhle:

- Der bliver lidt for meget duelspil, men efter det første mål kommer forløsningen. Og så kører vi dem fuldstændigt over.

Danmark-Israel 5-0

  • 28' 1-0 Yussuf Poulsen
  • 31' 2-0 Simon Kjær (assist: Daniel Wass)
  • 41' 3-0 Andreas Skov Olsen (assist: Mikkel Damsgaard)
  • 58' 4-0 Thomas Delaney (assist: Daniel Wass)
  • 90+1' 5-0 Andreas Cornelius (assist: Jens Stryger)

Efter seks gruppekampe ligger Danmark nummer et i gruppen med 18 point. Skotland ligger nummer to med 11 point, mens Israel ligger nummer tre med 10 point.