Fodbold

Gammel regel betyder, at britiske fans ikke kan se Ronaldos comeback på tv

Cristiano Ronaldo får formentlig sin 'anden debut' for Manchester United, når de lørdag møder Newcastle. En kamp, der ikke bliver vist på britisk tv.

En klublegende vender hjem. Manchester United-fans er i ekstase.

De kan ikke vente med at se Cristiano Ronaldo tilbage på grønsværen - men det kan de blive nødt til.

Manchester United - Newcastle bliver nemlig ikke vist på tv i Storbritannien.

Det lyder helt vanvittigt, men der er en ganske god forklaring.

'3pm blackout'

Ligesom 10 andre hold spiller Manchester United og Newcastle lørdag klokken 16 dansk tid - 3pm i England.

Ingen af de kampe må blive vist på nationalt tv - og sådan har det været i mange år.

I 1960'erne overbeviste Burnleys daværende formand Bob Lord ligaens andre formænd om, at tv-kampe lørdag eftermiddag havde en negativ effekt på tilskuertallet i mange klubber i Storbritannien - særligt lavere rangerende hold.

Så for at sikre at fans af hold i de lavere rækker blev ved med at komme på stadion i stedet for at blive hjemme og se topkampen fra den bedste engelske række, indførte man en regel: Der måtte ikke vises fodbold på nationalt tv mellem 2.45pm (15.45 dansk tid) og 5.15pm (18.15 dansk tid).

Den regel bliver kaldt '3pm blackout' og gælder stadig. Værtshuse, barer og så videre må heller ikke vise kampe i tidsrummet, og det er heller ikke muligt at streame kampene lovligt.

Folk i begge lejre

Reglen har den seneste uge fyldt meget i den engelske fodbolddebat, og meningerne er forskellige.

- '3pm blackout'-reglen i Storbritannien er forældet, men ikke fordi verden er nødt til at se Cristiano Ronaldo. Den er forældet, fordi fodboldfans burde kunne se deres hold spille uanset kamptidspunkt, skriver en journalist på Twitter.

I den anden lejr finder man folk, der hylder stadionoplevelserne.

- '3pm blackout'-reglen er en fantastisk ting. Fans, der går mod anlægget, en øl før en kamp, jubelbrøl, når bolden rammer nettet. Det er, hvad fodbold handler om, og et abonnement derhjemme kan ikke erstatte det smukke spil, skriver en anden journalist.

Tv-selskaber søgte ikke om ændring

Kampdato og tidspunkt blev fastlagt, før Cristiano Ronaldos skifte var en realitet.

Sky Sports og BT Sport, der har rettighederne til Premier League i Storbritannien, kunne søge om at få kampen flyttet, så de kunne vise den, men det har de begge valgt ikke at gøre.

Derfor må britiske fodboldfans, der ikke har billet til Old Trafford, nøjes med at høre kampen i radioen, indtil de 18.15 dansk tid kan se højdepunkter på nationalt tv, når 'blackout'-tiden er slut.

Hvis Cristiano Ronaldo som ventet får sin anden debut lørdag, vil det være portugiserens kamp nummer 293 for Manchester United, som han scorede 118 mål for i perioden 2003-2009.