Fodbold

”Helt vild” statistik bag Danmarks 22 scoringer

Fodboldkommentator Flemming Toft kalder landsholdets alsidighed for "helt vild". Landstræner Kasper Hjulmand nyder også, at alle kan score mål.

Tiden, hvor landsholdet er afhængig af én eller to målscorere, ser ud til at være ovre.

Hvor et dansk landshold tidligere har været afhængig af, at målfarlige herrer som Jon Dahl Tomasson, Ebbe Sand og Nicklas Bendtner kunne finde vej til netmaskerne, ser det ikke ud til at være tilfældet længere.

I hvert fald ikke hvis man ser på statistikken for den igangværende VM-kvalifikation, hvor Kasper Hjulmands troppers 22 mål er fordelt på 16 spillere.

- Det er fantastisk, de kommer fra alle mulige leder og kanter. At de gerne vil score mål, og at vi kan se på spillerne, at løbene kommer fra forskellige steder, siger Kasper Hjulmand, der også har lagt mærke til alsidigheden på landsholdet.

- Det er ikke sådan, det er lagt op på én person. Det bliver et totalspil, hvor alle forsvarer og alle angriber. Det er et hold, der angriber. Og et hold, der forsvarer. Og så kommer truslerne forskellige steder fra, og det nyder jeg at se.

Jon Dahls 52 mål var klasse, men…

Fodboldkommentator på TV 2 SPORT Flemming Toft har fulgt landsholdet længe, og han er begejstret over udviklingen af et alsidigt dansk mandskab.

- Det vidner om den fleksibilitet, som landsholdet har – som Kasper Hjulmand jo fra dag et har sagt, at holdet skal have. Alle spillere kan gå ind på holdet og udfylde en rolle. Det gør det svært for modstanderne. De fleste nationer har jo en eller måske to, der laver målene.

- Måden, de spiller på, gør, at alle bliver farlige. Se for eksempel Delaneys fantastiske dybe løb og Wass, på tidspunkter spiller offensiv midtbanespiller og laver løb som en angriber. Der var klasse over Jon Dahls 52 mål. Men det er bare helt vildt, at det er et helt landshold, der scorer fra alle positioner, siger Flemming Toft.

Efter seks kampe har Danmark en målscore på 22-0. Kasper Hjulmand begyndte arbejdet med det danske landshold i sommeren sidste år.