Hjulmand kunne ikke lade være med at smile, da Højbjerg talte

På pressemødet efter Danmarks 5-0 sejr over Israel var Kasper Hjulmand i godt humør. Specielt Pierre Emile Højbjerg fik smilet frem hos landstræneren.

Kasper Hjulmand har god grund til at være i godt humør for tiden.

Landstræneren kunne tirsdag aften juble på ny, da Danmark overbevisende vandt 5-0 over Israel i VM-kvalifikationen. Det var den sjette sejr ud af seks mulige i kvalifikationen, og Danmark har endnu ikke lukket mål ind.

Måske derfor var Hjulmand også i rigtig godt humør på pressemødet efter kampen, hvor landstræneren virkelig lyste op, da Pierre Emile Højbjerg fortalte om sin opvækst nær Parken.

- Jamen for en Østerbro-dreng, der har løbet op og ned ad Parken og spillet på Østerbro-stadion i Skjold, der er det bare noget helt specielt, sagde Højbjerg.

- Mine første fodboldskridt gik jeg ude på Fælledparken på bane syv, hvor der ikke var net i målene. Vi skulle lære bananskuddet, og jeg kan huske, hvilke sko og strømper jeg havde på.

- Siden da, når man er cyklet hjem fra fodbold og Parken, når der skulle dannes ramme for en landskamp, så har vi jo været lige omkring det.

Kasper Hjulmand har fra sin begyndelse som dansk landstræner tydeligt vægtet højt, at han vil genskabe den folkelige glæde omkring landsholdet, ligesom han vil have, at landsholdsspillerne virkelig skal være stolte over at repræsentere Danmark.

Derfor havde landstræneren undervejs også ekstra svært ved at holde smilet tilbage, da Højbjerg stolt fortalte om netop det.

- Det der med, når man så er centrum i det, skaber bare nogle følelser og noget glæde, som jeg ikke finder ret ofte i fodboldkarrieren, sagde Højbjerg.

- Træneren er også god til at fortælle, at det forpligter. Det forpligter at repræsentere de her fantastiske fans, og det bliver vi ved med at forsøge at gøre på bedste vis.

- I fodbold kan du aldrig love sejre og champagne, men man kan love at vise alt, hvad vi har med trøjen på. Det vil vi fortsætte med at gøre, lige indtil vi ikke står her mere.

Hjulmand lovpriser landsholdet

På tirsdagens pressemøde tilsluttede Hjulmand sig efterfølende også Højberg og fortalte om, hvor stolt han er på landsholdets vegne.

- Jeg har det ligesom Pierre. Jeg er dybt privilegeret og rørt over, at få lov til at være med. Jeg havde en drøm, og har stadigvæk en drøm, og en af de drømme var at landsholdsfodbold skulle fylde meget i Danmark, fortalte Hjulmand.

- At så mange som muligt skulle være begejstrede og stolte over vores landshold, for jeg synes virkelig, der er så meget at være stolt over.

Næste kamp for landsholdet er den 9. oktober, hvor Moldova er modstanderen i VM-kvalifikationen.

Se episoden her

Pierre Emile Højbjerg fortalte glædeligt om sin opvækst nær Parken, og det fik smilet frem hos Kasper Hjulmand. Video: Oliver Orup Kristensen

Stillingen i Gruppe F

  1. Danmark, 6 kampe, 18 point
  2. Skotland, 6 kampe, 11 point
  3. Israel, 6 kampe, 10 point
  4. Østrig, 6 kampe, 7 point
  5. Færøerne, 6 kampe, 4 point
  6. Moldova, 6 kampe, 1 point