Fodbold

Medier: Premier League-stjerner bliver spærret

Ifølge Sky Sports og BBC må flere klubber undvære profiler, som ikke fik lov til at repræsentere deres nationer i landskampspausen.

Brasiliens fodboldforbund tager drastiske midler i brug, efter flere af nationens bedste spillere blev nægtet afrejse til VM-kvalifikationskampene mod Peru og Argentina.

Ifølge Sky Sports og BBC har brasilianerne fået det internationale fodboldforbund, FIFA, til at aktivere en regel om, at de pågældende spillere bliver spærret for deres klubhold frem til og med 14. september.

Det drejer sig om:

  • Leeds: Raphinha
  • Man. Utd.: Fred
  • Chelsea: Thiago Silva
  • Man. City: Ederson og Gabriel Jesus
  • Liverpool: Alisson, Roberto Firmino og Fabinho

Ifølge Sky Sports har forbundene i Chile, Mexico og Paraguay også krævet reglen håndhævet.

Spillerne fik ikke lov til at rejse til Brasilien, der i de britiske sundhedsmyndigheder er listet som et rødt land, hvilket betyder længevarende karantæne ved hjemkomst til England.

Både Sky Sports og BBC skriver, at der fortsat er forhandler i gang imellem parterne.

Mens Leeds, Chelsea, Manchester City og Liverpool kun har én kamp frem til den 14. september, skal Manchester United både i aktion i Premier League og Champions League.

Gianni Infantino, præsidenten i FIFA, opfordrede inden landskampspausen både Premier League og den spanske LaLiga til at frigive spillerne, da klubberne i Premier League besluttede, at de ikke ville frigive spillere til røde lande. LaLiga fulgte siden trop.

- Mange af de bedste fodboldspillere konkurrerer i de to ligaer i England og Spanien, og derfor mener vi også, at disse lande har et ansvar for at opretholde den sportslige integritet på globalt plan, sagde Infantino.