Fodbold

Nu er Danmark det eneste hold med maksimumpoint

England satte for første gang point til i VM-kvalifikationen.

På en scoring i overtiden sikrede Polen 1-1 mod England.

Dermed er Danmark nu det eneste hold i den europæiske del af VM-kvalifikationen, der har vundet samtlige kampe.

England er dog stadig på solid kurs mod VM-slutrunden i Qatar næste år som nummer et i kvalifikationsgruppe I, men englænderne gik onsdag aften skuffede fra banen i Warszawa med et 1-1-resultat mod Polen.

Drømmemål af Kane

England var nemlig uhyre tæt på at tage den sjette sejr ud af seks mulige.

En scoring i overtiden af den indskiftede polak Damian Szymanski ødelagde VM-festen for England og især Harry Kane.

Forinden havde angriberen Harry Kane sørget for en engelsk føring på 1-0.

På midten af den polske banehalvdel modtog en indtil da anonym Kane bolden, lagde den an til skud og fyrede så ellers bare kanonen af.

Tottenham-angriberen ramte bolden så godt, at den brækkede i luften og skruede ud i siden af målet, så Polens keeper Wojciech Szczesny ikke kunne nå den.

Harry Kane er oppe på fem mål i fem kampe i VM-kvalifikationen, og han er nu den femtemest scorende for England i historien med 41 mål i 64 landskampe.

Kun fire spillere har scoret flere mål for England. Wayne Rooney topper listen med 53 mål, derefter følger Bobby Charlton med 49, Gary Lineker med 48 og Jimmy Greaves med 44.

Kort efter Kanes scoring var Englands keeper Jordan Pickford ved at dumme sig, da han sparkede bolden ind på en polsk spiller, så den nær var gået i mål.

Robert Lewandowski var også tæt på en udligning, men Bayern München-angriberens afslutning gik forbi mål.

Samme Lewandowski var i overtiden manden bag afleveringen ind til Szymanski, som headede bolden flot i nettet.

England topper gruppen med 16 point efter seks kampe og en målscore på 18-2.

Andre kampe onsdag

Nummer to er Albanien, som onsdag vandt 5-0 hjemme over San Marino og har 12 point. Polen har på tredjepladsen 11 point.

Ungarn, som onsdag vandt knebent med 2-1 hjemme over Andorra, er nummer fire med ti point. Gruppeetteren tager den direkte billet til VM, mens nummer to kan komme med via playoffkampe.

Flere af de store favoritter vandt onsdag aften i VM-kvalifikationen.

Blandt andet vandt Tyskland knusende sikkert 4-0 ude over Island med Serge Gnabry, Antonio Rüdiger, Leroy Sane og Timo Werner som målscorerne.

Italien storsejrede med 5-0 hjemme over Litauen i en kamp, hvor angriberen Moise Kean scorede to gange.