Fodbold

Udsolgt til resten af Danmarks kampe i 2021

Billetsystemet var under hårdt pres, da billetterne til landsholdets sidste kampe i 2021 blev revet væk.

Fodboldlandsholdet stormer mod VM i Qatar i 2022, og det vil mange danskere gerne opleve fra tribunerne.

Efter udsolgte opgør mod Skotland og Israel i den forgangne uge kan Dansk Boldspil-Union (DBU) nu også melde alt udsolgt til VM-kvalifikationskampe mod Østrig og Færøerne i efteråret.

Det er landsholdets fanklub, der har haft forkøbsret til billetterne. Fankoordinator i DBU Anders Hagen ser frem til nye store oplevelser.

- De to udsolgte hjemmebanekampe i Parken efter EM har været magiske. Stemningen blandt fansene har nået et højdepunkt, jeg ikke har oplevet før, og spillerne har givet igen med hilsner og masser af mål, siger Hagen til DBU's hjemmeside.

Pres på billetsystemet

DBU's billetsystem har været presset på grund af den store interesse.

- Vi er glade og taknemmelige for den store opbakning. Det er helt vildt at mærke. Alle vores medarbejdere har løbet rigtig stærkt efter EM, og vi ved godt, at alt for mange desværre er gået forgæves for at kunne få råd og vejledning til deres køb af billetter.

- Det er slet ikke godt nok, men der er flere løsninger på vej, så det bliver lettere og mere brugervenligt at være landsholdsfan, siger DBU's kommercielle direktør, Ronnie Hansen.

Kampprogram resten af året

  • 9/10 Moldova - Danmark
  • 12/10 Danmark - Østrig
  • 12/11 Danmark - Færøerne
  • 15/11 Skotland - Danmark

Hylder folkets opbakning

Landsholdet er meget tæt på at have matematisk sikret sig billetten til VM efter seks sejre i seks kampe og en målscore på 22-0.

Kampen mod Østrig den 12. oktober kan med stor sandsynlighed blive den afgørende. Slår Danmark som ventet Moldova tre dage inden, vil en sejr over østrigerne sende Danmark endegyldigt til EM.

Parken har også været totalt udsolgt i den seneste uges kampe mod Skotland og Israel, og det er et tema, der igen og igen bliver bragt op blandt spillerne og landstræner Kasper Hjulmand.

- Det er noget, vi snakker om, når vi sidder og spiser. Hvor stort det er. Hvor fedt det er. Hvor heldig man føler sig over at få lov at repræsentere alle dem, der bakker op og støtter og er med til at skabe den eufori omkring os. Og så gør vi vores bedste for at fyre den af på banen, sagde Pierre-Emile Højbjerg i weekenden til TV 2 SPORT.