Fodbold

Her beder Lewandowski egne fans om at klappe i

De polske fans var ikke begejstrede over Englands knælende spillere. Robert Lewandowski var ikke begejstret over hjemmefansene.

Da nogle af de engelske spillere knælede sekunderne inden kickoff i onsdag aftens VM-kvalifikationskamp mod Polen, blev de mødt af en massiv pibekoncert fra de polske hjemmefans.

Den modtagelse huede ikke kongen af polsk fodbold, Robert Lewandowski, der kiggede op mod fansene, mens han pegede på mærket på sin overarm med teksten "Respect".

Det så dog ikke ud til at hjælpe, selvom hans signal blev vist på storskærmen.

Omdiskuteret gestus

De engelske spillere har dog prøvet det før. Også i landskampen mod Ungarn sidste torsdag oplevede de, at den antiracistiske gestus blev mødt af pibekoncerter.

Fodboldspillere begyndte at knæle i sympati med demonstranterne i USA og støtte til bevægelsen Black Lives Matter sidste år. Den gestus har været omdiskuteret og skabt splittelse – også på det engelske hold, hvor ikke alle gik på knæ inden kickoff. Flere spillere har nemlig givet udtryk for, at det er blevet en "hverdagsting", der ifølge dem ikke længere har en reel virkning.

Da kampen begyndte, viste Robert Lewandowski også sin klasse. I tillægstiden leverede han assisten til den polske 1-1-scoring, der blev kampens resultat.

Målet betød, at England ikke længere har maksimumpoint i sin VM-kvalifikationsgruppe. Det er Danmark den eneste nation, der kan bryste sig af at have.