Fodbold

Pelé melder om godt mod efter operation for svulst

Den brasilianske fodboldlegende er ved at komme sig efter sin operation, og det går som planlagt, melder han.

I lørdags blev den brasilianske fodboldlegende Pelé opereret for en svulst i tarmen.

Siden er det kun hospitalet i São Paulo, som er kommet med få udmeldinger om Pelés tilstand.

Torsdag dansk tid har hovedpersonen selv ytret sig med de første få ord.

- Jeg er ved at komme mig, og det går godt, skriver Pelé i et opslag på sin facebookside.

Seneste melding kom i mandags, hvor hospitalet meldte ud, at den nu 80-årige tidligere stjernespiller var ved at komme sig, mens han var på intensivafdelingen.

Ordene fra Pelé er bare første del af et opslag, hvor han viser sin støtte til den brasilianske musiker Roberto Carlos, hvis søn netop er død af kræft.

Pelé er anerkendt som en af historiens største fodboldspillere. Han har tre gange vundet VM med det brasilianske landshold.

I de senere år har Pelé været plaget af helbredsproblemer og har flere gange været indlagt.

Senest tilbragte han i 2019 mere end en uge på et hospital i Paris for at blive behandlet for en urinvejsinfektion.