Fodbold

Transformationer kan holde Ronaldo på toppen i flere år

Wayne Rooney mener, at 36-årige Cristiano Ronaldo kan forblive på toppen, indtil portugiseren passerer 40 år.

Superstjernen Cristiano Ronaldo kan lørdag gøre comeback for Manchester United, 12 år efter at han forlod klubben.

Selv om portugiseren med sine 36 år nærmer sig den typiske pensionsgrænse i fodbold, så tror den tidligere holdkammerat Wayne Rooney på, at Ronaldo har en del år tilbage på allerhøjeste niveau.

Rooney, der for tiden er manager i Championship-klubben Derby, kan sagtens forestille sig, at Ronaldo fortsat spiller, når han er 40 år.

- Sidste gang han spillede her, var han en løbestærk spiller. En god dribler med fart og kraft.

- Nu er han mere en målscorer. Jeg synes, at hans spil har ændret sig markant, siger Wayne Rooney.

I god forfatning

Når Rooney sammenligner Ronaldo i den nuværende udgave med den yngre Ronaldo, han selv spillede sammen med i årene frem til 2009, så ser han to vidt forskellige spillere.

Ronaldo har med årene tilpasset sit spil fra kant til mere rendyrket angriber.

- Hans evner er en ting, men han har også taget virkelig godt vare på sig selv. Han er i en god forfatning, og det vil ikke undre mig, hvis han fortsat spiller, når han er 40 år - ligesom Ryan Giggs gjorde - og stadig scorer mål.

- Hans holdkammerater skal måske arbejde lidt hårdere. Men hvis det minder lidt om sidste gang - i hvert fald de sidste to år - lod holdet ham slippe lidt, fordi han scorede mål, og mål vinder kampe, siger Rooney.

Manchester United møder lørdag Newcastle i Premier League.

Ronaldo har senest spillet for Juventus i italiensk fodbold. Inden da spillede portugiseren i spanske Real Madrid fra 2009 til 2018.