Fodbold

United-legende har ikke følt samme stemning på Old Trafford i 30 år

Forventningerne fra hjemmepublikummet til Cristiano Ronaldo var på forhånd enorme, og portugiserne skuffede ikke de mere end 70.000 tilskuere.

Cristiano Ronaldo gjorde lørdag comeback for Manchester United, og den hjemvendte søn fik med sine to scoringer på det nærmeste Old Trafford til at eksplodere af glæde.

Ifølge klublegenden Bryan Robson var stemningen noget nær magisk, mens Newcastle var på besøg på Drømmenes Teater.

- Jeg har ikke følt samme stemning på Old Trafford, siden Eric Cantona kom til, siger Bryan Robson til Daily Mail.

Den karismatiske franskmand fik sin debut for Manchester United i 1992, og dermed er det næsten 30 år siden, at der ifølge Robson har været samme atmosfære på Old Trafford.

Ronaldo har givet Manchester United en nyfunden tro

Bryan Robson, tidligere Manchester United-spiller

Utrolig modtagelse

Forventningerne fra hjemmepublikummet til Cristiano Ronaldo var på forhånd enorme, efter superstjernen for nylig annoncerede sit skifte fra italienske Juventus.

Den notoriske målscorer skuffede da heller ikke de mere end 70.000 tilskuere, da den 36-årige superstjerne indledte scoringen i overtiden af første halvleg.

Portugiseren scorede også målet til 2-1 for 'De Røde Djævle', inden Bruno Fernandes og Jesse Lingard til sidst i kampen cementerede sejren.

- Det var et utroligt øjeblik, sagde Ronaldo om modtagelsen og den opbakning, han kampen igennem fik fra hovedparten af publikummet.

Kampprogrammer revet væk

Bryan Robson beretter, at der var samlet tusindvis af fans - mange i Ronaldo-trøjer - ude foran stadion allerede flere timer før kampstart klokken 16 dansk tid.

Efter kampens afslutning, hvor hovedparten af hjemmeholdets fans normalt går hjem, blev mange hængende blot for at få det sidste af atmosfæren med fra den ekstraordinære kamp.

Mange fans havde medbragt hjemmelavede skilte med budskabet - og det spinkle håb - om at få fingre i Ronaldos eftertragtede trøje nummer 7.

Og i loungerne blev samtlige kampprogrammer taget med hjem - til minde om Ronaldos comeback i den røde trøje.

- Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set så mange stewards, der beskyttede en spiller, da han lavede interview efter kampen, forklarer Bryan Robson.

Mange fans var blevet tilbage omkring Old Trafford for at få et glimt af Ronaldo eller endda en autograf.

- Det er som at genopleve de fantastiske dage. Ronaldo har givet Manchester United en nyfunden tro, mener Bryan Robson.