Fodbold

Danske fans risikerer at miste deres billetter

På grund af stigende smitte i Moldova kan de danske fans ikke være sikre på en plads på stadion til den kommende VM-kvalifikationskamp mod Moldova.

Et fyldt Parken, vilde resultater og vaskeægte eufori over spillerne i de rød-hvide dragter.

Det danske fodboldlandshold har for alvor formået at samle Danmark efter flere års god fodbold og mindeværdige øjeblikke.

Den store opbakning betyder udsolgte hjemmebanekampe og tusindvis af danske roligans på lægterne til udekampene, men midt i den store eufori er der nu dårligt nyt.

Der er nemlig fare for, at de mange håbefulde fans med billet til Danmarks næste kamp i VM-kvalifikationen mod Moldova ikke kan komme ind til kampen. Det oplyser Fanservice for Danmark, der er den officielle profil for DBUs fankoordinator.

Det skyldes coronasituationen i Moldova. Her stiger smittetallene, og der er flere nedlukninger. Det påvirker også landets fodboldstadions, der lige nu står til kun at kunne lukke 50 procent ind. Og det kan få konsekvenser for de danske billetholdere.

- En eventuel reduktion af den samlede kapacitet vil betyde, at vi må returnere en del af de danske billetter. Vi kan grundet denne udmelding ikke garantere nogle fans billet til kampen endnu - ikke før der er endelig godkendelse fra det moldoviske fodboldforbund, skriver landsholdets fankoordinator på Facebook.

I opslaget forklares det også, at Danmark normalt modtager fem procent af billetterne til udekampene, og det er altså det tal, der nu kan risikere at blive rokket ved.

De danske fans, der allerede har sikret sig en billet, må dog vente lidt endnu på en afgørende melding.

Den endelige beslutning forventes nemlig først afklaret 14 dage før kampdagen, skriver Fanservice for Danmark.