Fodbold

- Det er, hvad det er. Vi havde en masse børn på banen

Barcelona-stopper Gerard Pique mener heller ikke, at klubben er blandt favoritterne til at vinde Champions League.

Barcelona blev tirsdag aften ydmyget på eget græs.

I Champions League-kampen mod Bayern München viste måltavlen 3-0 efter 90 minutter i tyskernes favør. Barcelona leverede utraditionelt dårligt, hvilket Barca-koryfæet Gerard Pique efter kampen blev forholdt til.

Og han var ikke en mand, der forsøgte at finde en undskyldning.

- Bayern er virkelig solide, og vi er, hvem vi er. Det er, hvad det er. Vi havde en masse børn på banen til sidst. Vi er Barcelona, og jeg vil ikke lede efter undskyldninger. Vi må se på det i slutningen af sæsonen, siger Pique til SPORT med en henvisning til, at der blandt andet blev skiftet to 17-årige på banen i 2. halvleg.

Unge spillere i aktion for Barca tirsdag aften:

  • Pedri, 18 år
  • Ronald Araujo, 22 år
  • Eric Garcia, 20 år
  • Indskiftet: Alejandro Baldé, 17 år
  • Indskiftet: Yusuf Demir, 18 år
  • Indskiftet: Gavi, 17 år
  • Indskiftet: Oscar Mingueza, 22 år

Barcelona går altid ind til Champions League blandt favoritterne. Man kan vist roligt sige, det ikke er tilfældet i år, hvor Paris Saint-Germain, Bayern München og de fire engelske klubber synes at være på et andet niveau.

- Hvis vi skal være ærlige, så er vi lige nu ikke blandt favoritterne (til at vinde Champions League, red.). Men det er ikke vigtigt, at vi ikke er det. I andre sæsoner var vi favoritter, og vi vandt ikke.

Ikke Braithwaites fravær, han hæfter sig ved

Barcelona manglede ligeledes flere prominente navne. Både Ansu Fati, Ousmane Dembélé, Sergio Agüero og danske Martin Braithwaite sad tirsdag aften ude med skader.

Det er dog ikke alle fire, der tilsyneladende har samme status i truppen. I hvert fald ikke når Pique sætter ord på, hvad der kan ændre de dårlige takter.

- De skadede spillere kommer forhåbentligt tilbage snart. Så er jeg sikker på, vi kan konkurrere. Bayern München var suveræne i dag (tirsdag, red.), men vi har spillere som Ansu, Ousmane og Agüero, som kan gøre os mere konkurrencedygtige i angrebet.

Martin Braithwaite kommer ikke i aktion det næste stykke tid for Barcelona, da den danske landsholdsangriber skal gennemgå en knæoperation.