Fodbold

Klopp gør stor undtagelse for at hylde Kjær

Liverpool-træner Jürgen Klopp dedikerer sin klumme i onsdagens kampprogram til Simon Kjær fra modstanderholdet.

Der er efterhånden ingen tvivl om, hvor meget respekt Simon Kjær har i fodboldverdenen.

Kjærs heroiske indsats under sommerens EM-slutrunde, da Christian Eriksen kollapsede i Parken, har høstet roser fra alverdens fodboldpersonligheder.

Og roserne stopper ikke, selvom sommeren efterhånden ligger et par måneder tilbage. Inden onsdagens Champions League-kamp mellem Liverpool og Milan har hjemmeholdets træner således valgt at lave en noget videre utraditionel hyldest til den danske Milan-stopper.

- Jeg er normalt opsat på at fokusere på mine egne spillere frem for en modstander, men i aften må jeg gøre en undtagelse, skriver Liverpool-manager, Jürgen Klopp, i sine spalter i onsdagens kampprogram.

Hver gang, Liverpool spiller på hjemmebane, får Klopp muligheden for at skrive et par ord i det officielle kampprogram. Og i forbindelse med onsdagens CL-kamp har tyskeren altså gjort en stor undtagelse for at hylde Kjær.

- Det er muligt, at Kjær stiller op mod os i aften (onsdag aften, red.), men han er en person, som jeg mener, bør have respekt fra hele fodbold- og sportsverdenen. Du genkender ægte lederskab i kriser. Det anerkender verden nu mere end tidligere med alt det, der sker omkring os, skriver tyskeren.

Han fortsætter med at sætte ord på, hvordan han blev chokeret under sommerens EM-slutrunde, da han så Christian Eriksen kollapse og falde til jorden.

'Han gør os alle ydmyge'

Klopp forklarer, at scenerne, hvor de danske spillere omringede Christian Eriksen med tårer i øjnene, vil stå tilbage som et af de mest ikoniske øjeblikke i sportshistorien. Og måden, hvorpå Simon Kjær viste sit heltemod, beundrer Klopp i stor grad.

- Jeg har ærlig talt ingen idé om, hvordan han formåede at holde hovedet koldt i den situation. Og at han havde klarhed i sit sind til at træffe de beslutninger, han gjorde. Hans adfærd gør os alle ydmyge, lyder de rosende ord fra Klopp.

Liverpool og AC Milan mødes onsdag aften klokken 21 i Champions League-gruppespillet.