Fodbold

PSG indleder jagten mod Champions League-titlen - så vildt et hold har de

Paris Saint German starter onsdag rejsen mod det mål, der har været altoverskyggende for klubben de senere år. Jagten på Champions League-trofæet.

10.501.000.000 kroner (1,4 millarder euro).

Det er rundt regnet det beløb, PSG har brugt på at købe spillere siden sommeren 2011.

Årsagen til det høje transferbeløb skyldes formentlig, at ejerskabet i PSG skiftede hænder i 2011. Her købte Qatar Sports Investments (QSI) den franske klub og udnævte Nasser Al-Khelaifi til klubbens nye præsident.

Deres hold er lidt ligesom i FIFA-spillet, når man bare køber alle de bedste spillere i verden

Andreas Laudrup, fodboldekspert, TV 2 SPORT

Siden har pengepungen siddet løst i den franske hovedstadsklub, der flere gange siden har slået diverse transferrekorder.

De senere år har PSG da også nærmet sig den absolutte verdenselite, og forventningerne til den franske klub er enorme. Det er en fiasko, når holdet ikke vinder den franske liga, ligesom det antages, at holdet også vinder de nationale pokaltuneringer.

Til gengæld er situationen noget anderledes, når det drejer sig om verdens største klubturnering, Champions League. PSG har nemlig aldrig vundet pokalen med de store ører, og derfor har det de seneste år været den helt store målsætning for klubben.

Af den årsag blev der også handlet voldsomt ind i sommer, hvor flere absolutte verdensstjerner er blevet en del af klubben. Heriblandt Lionel Messi.

PSG-tilgange sommeren 2021

  • Achraf Hakimi
  • Danilo Pereia
  • Nuno  Mendes 
  • Georginio Wijnaldum
  • Sergio Ramos 
  • Gianluigi Donnarumma
  • Linoel Messi
  • Nuno Mendes (leje)

 

Faktisk er truppen nu så stjernebesat og bred, at TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker tidligere har talt om en showopstilling i ligaen og en mere balanceret opstilling i de europæiske kampe.

PSG i Europa - når alle er klar

  • Målmand: Donnarumma
  • Forsvar: Hakimi, Ramos, Kimpembe, Kurzawa
  • Midtbane: Maquinhos, Verratti, Wijnaldum
  • Angreb: Messi, Mbappé, Neymar

Ingen tvivl om favoritværdigheden

TV 2 SPORTs fodboldekspert Andreas Laudrup har også svært ved at sætte ord på, hvor godt det nuværende PSG-hold er. Det er en af grundende til, han anser holdet som favorit til at vinde dette års Champions League.

- Deres hold er helt vildt. De er gode på alle pladser, og de har virkelig styrket holdet over sommeren. Deres hold er lidt ligesom i FIFA-spillet, når man bare køber alle de bedste spillere i verden til sit hold.

- Det bliver spændende at se, hvordan de klarer sig i gruppen mod Manchester City, men de er mine favoritter. Med sådan et hold skal det kunne lade sig gøre, og de har også en meget dygtig træner, siger Laudrup.

Og netop det at have en dygtig træner bliver ifølge Andreas Laudrup vigtigt, hvis holdet vil opnå succes.

- At have så mange profiler, som tilfældet er for PSG, kræver også noget af træneren. Og her skal Mauricio Pochettino vise, han har god mandskabspleje, for hvordan skal han holde alle til ilden?

- Det er svært at nå at rotere. Og hvordan fortæller man Messi og Neymar, at de lige skal have en pause? For der sidder jo mange gode angrebsspillere ude på bænken også - for eksempel Angel Di Maria. Han vil jo nok gerne have noget spilletid.

Udover Andreas Laudrup har flere andre eksperter også PSG blandt deres topfavoritter til at vinde dette års Champions League. Læs mere om det her.

En af årsagerne til at PSG er blandt topfavoritterne i dette års Champions League er, at der efterhånden er mange spillere med stor erfaring fra tuneringen på holdet, og det bidrager positivt til holdets chancer undervejs.

Sergio Ramos

Forsvarsspiller, 35 år

Champions League:

Kampe: 129

Mål: 15

Titler: 4

Lionel Messi

Angriber, 34 år

Champions League:

Kampe: 149

Mål: 120

Titler: 4

Neymar

Angriber, 29 år

Champions League:

Kampe: 69

Mål: 41

Titler: 1

Kylian Mbappé

Angriber, 22 år

Champions League:

Kampe: 45

Mål: 27

Titler: 0

Paris Saint German spiller onsdag aften klokken 21.00 mod Club Brügge i deres første gruppekamp.

​Gruppe A

  • PSG
  • Manchester City
  • Club Brügge
  • RB Leipzig