Fodbold

Her er de danske holds muligheder i Europa

Fire danske klubber indleder det europæiske gruppespil torsdag aften, og ifølge TV 2 SPORTs eksperter er der gode muligheder for dansk succes.

Har man en forkærlighed for både dansk fodbold og europæiske klubturneringer, bliver torsdag aften lidt af en lækkerbisken.

Her står den nemlig på en kombination af begge dele, når hele fire danske hold skal i aktion på den europæiske fodboldscene.

Jeg synes faktisk, de skal vinde hele pisset

Peter Graulund om FCK

I Europa League gælder det FC Midtjylland og de forsvarende mestre fra Brøndby IF, mens vi i den nye Conference League har F.C. København og Randers FC på menuen.

De fire klubber går ind til de to turneringer med vidt forskellige udgangspunkter og forventninger, og derfor bliver det spændende at se, hvordan de løser opgaven.

Se de danske Europa-kampe på TV 2 SPORT X, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Kun tiden kan dog vise, om det bliver til danske succeshistorier eller ej, men inden vi kommer så langt, har TV 2 SPORTs fodboldekspert Peter Graulund og fodboldredaktør Carsten Werge forsøgt at sætte ord på de fire danske klubbers muligheder i Europa.

FC Midtjylland

Gruppe: Braga, Røde Stjerne og Ludogorets

Graulunds vurdering:

- Jeg synes, FC Midtjylland er vokset de senere år. De har lært det her med at spille europæisk. Det tager tid at vænne sig til det, men nu har de lært det. De kan sagtens spille to turneringer, så jeg har fine forventninger til dem. De har også nogle spændende spillere.

Succeskriterie: - At avancere fra gruppespillet.

Werges vurdering:

- Vi skal forvente, at de rider videre på den erfaring, de har fået, ved at spille Champions League, og at de på trods af udskiftninger i spillertruppen er stærkere internationalt nu. Og så skal vi forvente, at de går videre fra puljen. Det inviterer deres setup til, og jeg tror, de kommer til at spille med om førstepladsen sammen med Braga.

Succeskriterie: - De skal videre fra puljen.

Hvad siger FCM selv? - Vi føler, vi går ind i det her fantastiske efterår med en god chance for at gå videre. Vi kommer til at spille nogle super fede kampe mod nogen modstandere, som jeg føler, vi har en chance for at slå. Vi glæder os som små børn på en juleaften, siger FCM-træner Bo Henriksen.

Werges forventede slutstilling i gruppen

  1. Braga
  2. FC Midtjylland
  3. Røde Stjerne
  4. Ludogorets

Brøndby IF

Gruppe: Sparta Prag, Lyon og Rangers

Graulunds vurdering:

- Brøndby får det svært. De er i en svær pulje, hvor deres chancer afhænger meget af, om modstanderne går all-in på gruppespillet. Dog starter de med kamp mod et skadesplaget Sparta Prag-hold, hvilket kan være en fordel for Brøndby. Men Brøndby mangler lige det sidste, selvom de har noget kvalitet med de her spillere med fart, der kan gøre ondt på modstanderne.

Succeskriterie: - Det handler om at levere en stærk præstation hver eneste gang. Én kamp ad gangen, selvom det lyder lidt kedeligt.

Werges vurdering:

- Det er et relativt urutineret hold, de har. Og rutine betyder bare så meget, når det er europæisk. Hvis ikke de havde solgt så mange profiler, havde de måske haft en lidt bedre mulighed for at blande sig i toppen af puljen. Så jeg tænker, at det, de i virkeligheden skal bruge det her til, er at genfinde den tur, de ikke har i øjeblikket. Jeg tror dog, de har en god chance for at lægge fra land med en sejr mod Sparta Prag.

Succeskriterie: - At de får hevet 6 point ind til dansk fodbold.

Hvad siger Brøndby selv? - Det handler om at gå ud med tro på egne evner og spille vores hjerter ud. Det er det eneste, fansene forventer. Og jeg forventer også, at vi kan skabe lidt rav i den i den pulje, vi er kommet i. Det bliver fantastisk, siger Brøndby-spilleren Mikael Uhre.

Werges forventede slutstilling i gruppen

  1. Lyon
  2. Rangers
  3. Brøndby IF
  4. Sparta Prag

F.C. København

Gruppe: Slovan Bratislava, PAOK og Lincoln

Graulunds vurdering:

- Jeg har en klar forventning om, at FCK vinder deres gruppe. Jeg synes faktisk, de skal vinde hele pisset. Det kan godt være, jeg skyder langt over målet der, men jeg synes, FCK har et rigtig stærkt hold, og de er vant til de her kampe. Og så ved jeg godt, at Tottenham er der, men spørgsmålet er, om de gider bruge ret mange kræfter på Conference League.

Succeskriterie: - De skal vinde gruppen.

Werges vurdering:

- FCK skal vinde deres pulje. Det kan der ikke være to meninger om. De har gang i noget godt, de har fået stabiliseret deres forsvar, de scorer masser af mål, de har tonsvis af international rutine, og jeg synes generelt, at de, på trods af salget af Daramy, ser gode ud. Jeg ville blive skuffet, hvis de ikke kommer relativt klart ud som vinder af den pulje.

Succeskriterie: - De skal vinde puljen.

Hvad siger FCK selv? - Vi har en kæmpe målsætning om at komme videre, og der venter os en svær udekamp. Vi skal ud og have et godt udgangspunkt i gruppen, siger FCK-træner Jess Thorup.

Werges forventede slutstilling i gruppen

  1. FCK
  2. PAOK
  3. Slovan Bratislava
  4. Lincoln

Randers FC

Gruppe: AZ Alkmaar, Cluj og Jablonec.

Graulunds vurdering:

- Randers ikke er gearet til de her kampe, ligesom nogle af de andre danske klubber er. Det tager tid at vænne sig til som klub at spille så mange kampe i et efterår. Men det er sindssyg god læring. Jeg synes også, Randers er stabile og har masser af kvalitet. Og så er de svære at spille imod for alle hold. Derfor har jeg også en forventning om, at Randers kan steppe op og gøre en flot figur i Europa.

Succeskriterie: - De skal lære af den store oplevelse.

Werges vurdering:

- Det er ikke en helt umulig pulje for Randers. Deres problem bliver dog, at de ikke er så vant til det her, og at deres trup måske ikke er helt så bred, som den skal være. Men jeg vil ikke blive overrasket over, hvis de får point i deres første kamp. Og så tror jeg faktisk på, at de godt kan lave et eller andet i den gruppe der.

Succeskriterie: - De skal blive nummer to eller tre i gruppen.

Hvad siger Randers selv? - Det er bare at nyde det og se frem til det. Jeg tror, vi har noget at gøre i den her gruppe, siger Randers-kantspilleren Jakob Ankersen.

Werges forventede slutstilling i gruppen

  1. AZ Alkmaar
  2. Cluj
  3. Randers
  4. Jablonec

Se de danske Europa-kampe på TV 2 SPORT X, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.