Fodbold

- Ingen på holdet kan være tilfredse med deres indsats

Cheftræneren er ikke tilfreds, efter Paris Saint-Germain skuffede onsdag aften i Champions League med uafgjort ude mod Club Brügge.

Der var lagt op til det helt store festfyrværkeri onsdag aften i Champions League.

Paris Saint-Germain havde fundet det tunge kavaleri frem i udekampen mod Club Brügge. Lionel Messi, Kylian Mbappé og Neymar var for første gang valgt sammen i franskmændenes startopstilling.

Pænt var det, men langt fra prangende. PSG måtte nøjes med 1-1 i CL-åbningskampen, og derfor var humøret heller ikke i top i den franske lejr efter opgøret.

- Vi havde ikke en god aften. Vi skal bevare roen, fortsætte med at arbejde og tage den tid, det tager. Tingene bliver bedre, siger PSG-træner Mauricio Pochettino til UEFA, inden han bliver lidt mere alvorlig i stemmen:

- Vi har brug for tid, så de (Neymar, Messi og Mbappé, red.) opbygger en fælles forståelse. Det er tydeligt, og det har vi også sagt de seneste dage. Vi skal stadig skabe et hold. Men ingen på holdet kan være tilfredse med deres indsats, og ingen kan være tilfredse med resultatet. Vi kom for alle tre point, så hatten af til Club Brügge. De ville det mere end os.

De tre superstjernes tilstedeværelse resulterede ikke i et eneste mål onsdag aften.

PSG-målet kom fra en mere uventet kant i form af spanske Ander Herrera, men den tidligere Manchester United-spiller var heller ikke tilfreds efter kampen.

- Vi har et godt hold, og vi har spillere, så træneren kan sætte et slagkraftigt mandskab. Alle er vigtige. Vi havde ikke et komplet hold efter landsholdspausen, men det har vi nu. Der er ingen undskyldninger, vi ville gerne have vundet, siger han til UEFA.

'En historisk præstation'

De tidligere franske stjerner og nuværende fodboldeksperter Nicolas Anelka og Samir Nasri er enige om, at Club Brügge spillede bedre og havde større chancer end PSG.

Samtidig er de skuffede over Paris’ indsats, hvor Anelka savnede intensitet i løbene både fremad og tilbage på banen.

Alt det fungerede dog hos hjemmeholdet, hvorfor Brügges træner havde fundet smilene frem efter kampen.

- Vi viste vores ryggrad. De første 15 minutter var svære, men så løsnede vi op efterfølgende. VI begyndte at spille vores spil. Mine spillere præsterede historisk, og jeg er virkelig stolt. Vi har bevist, at vi er rigtig stærke fysiske, og så tror jeg, vi havde en større motivation. Vi kæmpede til det sidste, siger Philippe Clement til UEFA.

Den spænding, man ikke fik i opgøret, fik man andetsteds i gruppen.

Her havde Manchester City besøg af tyske Leipzig, og den kamp blev afgjort på tenniscifre, da de engelske stjerne vandt med hele 6-3.