Fodbold

Kontrollør gik ’helt i sort’, da Ronaldo knockoutede hende

Cristiano Ronaldo ramte en kontrollør så hårdt i hovedet, at hun faldt til jorden og gik helt i sort.

Manchester United fik langt fra den ønskede start på Champions League.

Tirsdag aften tabte de ganske overraskende med 1-2 på udebane mod schweiziske Young Boys. Og optakten til den kamp var heller ikke helt udramatisk.

Da United-spillerne varmede op inden kampen, endte en afslutning fra Cristiano Ronaldos med at ramme en kontrollør i hovedet i forbindelse med en skudøvelse. Kontrolløren faldt til jorden, og Ronaldo skyndte sig om bag målet for at undskylde.

Nu har den schweiziske kontrollør sat ord på oplevelsen til Blick.

- Bolden ramte mit hoved, og så gik jeg helt i sort. Jeg forsvandt og faldt til jorden, siger Marisa Nobile til avisen og fortsætter:

- Og så så jeg Ronaldo over mig. "Åh Gud, døde jeg?", spurgte jeg. Ronaldo svarede mig: "Nej, nej. Undskyld! Hvordan har du det? Er du okay?"

- Jeg var virkelig i store smerter. Jeg var mere eller mindre knockoutet. Men da jeg så Ronaldo, forsvandt min hovedpine, forklarer hun.

Ifølge den schweiziske avis gik Ronaldo efter kampen ud til kontrolløren for at give hende sin kamptrøje.

Stort overskud, for Ronaldo og resten af United-mandskabet havde netop lidt et smertefuldt nederlag.

Manchester-klubben kom ellers foran 1-0 på et mål af netop Cristiano Ronaldo, men dybt inde i anden halvlegs tillægstid scorede det schweiziske hjemmehold til slutresultatet 2-1.