Fodbold

Ekspert og britiske medier hylder Højbjerg

Pierre-Emile Højbjerg scorede sit første sæsonmål og sørgede for point til Tottenham i Conference League.

Havde det ikke været for Pierre-Emile Højbjerg, havde Tottenham indledt Conference League med en blamage.

Den danske landsholdsspiller udlignede til 2-2 et kvarter før tid, så London-mandskabet kunne rejse fra udekampen mod Rennes med et point.

Hjemmeholdets Flavien Tait fik ikke afværget et indlæg fra Matt Doherty godt nok, så i stedet dumpede bolden ned hos Højbjerg, der var iskold foran målet.

- Igen en tilfældighed, et afrettet indlæg, men Højbjerg er løbet ind det rigtige sted. Timingen er god, afslutningen er suveræn. Det er en spiller med selvtillid, det er tydeligt at se, lyder det fra TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen.

Britiske medier roser Højbjerg

Det britiske medier er hårde ved Tottenham efter kampen i Frankrig, men roser Pierre-Emile Højbjerg for hans indsats.

Den 26-årige dansker startede kampen på bænken, men blev skiftet ind efter bare en halv time i stedet for en skadet Steven Bergwijn.

- Højbjergs ankomst stabiliserede skibet, og Spurs nåede pausen uden at lide yderligere skade, skriver Sky Sports.

Vi har noget at bygge på og noget at forbedre

Pierre-Emile Højbjerg, fodboldspiller

- Højbjerg redder Spurs fra Conference League-forlegenhed, da Nunos hold blev udspillet i åbningskamp, lyder overskriften hos The Sun.

Vi har noget at forbedre

Trods sin scoring havde Pierre-Emile Højbjerg heller ikke et smil på læben, da han blev interviewet efter kampen.

- Vi gik efter tre point. Vi kom med ønsket og en plan om at vinde. Det lykkedes ikke. Vi tager det point, vi fik. Vi har noget at bygge på og noget at forbedre, siger Pierre-Emile Højbjerg.

Højbjerg har fået næsten fuld spilletid i Tottenhams fire Premier League-kampe i denne sæson.

I London-holdets sidste og afgørende kvalifikationskamp til Conference League fik han knap en halv time.

Målet mod Rennes var Pierre-Emile Højbjergs første i sæsonen.