Fodbold

FCM slår FCK i Parken trods 70 minutter i undertal

FC Midtjylland spillede over en time i undertal, men slog alligevel FCK 1-0 og er nu nyt tophold i ligaen.

Efter 27 minutter af søndagens topdyst i Superligaen blev FC Midtjylland reduceret til ti mand, men alligevel endte midtjyderne med at vinde 1-0 over FC København på et afrettet skud af Junior Brumado.

Dermed er FCM nyt tophold i ligaen efter ni runder, mens FCK nu er nummer to.

FCK formåede på ingen måde at udnytte sit overtal, efter at FCM's Evander så rødt kort for en stempling på Jonas Wind, selvom de altså fik 70 minutter i overtal, da kampen først blev fløjtet af efter seks minutters tillægstid.

- Det er fantastisk. Sikke en kulisse at få et rødt kort i, så er man under pres. Vi har så store nosser, sagde Erik Sviatchenko til TV 3+ lige efter kampen.

Flot kulisse i Parken

Værterne kunne i et udsolgt Parken slet ikke skabe åbne muligheder på grund af dårlig kvalitet i boldomgangen og på de normalt farlige indlæg.

Det betød, at et dybtstående FCM-hold kunne forsvare sig på heroisk og kløgtig vis, hvilket i sidste ende var nok til at tage sejren og tildele FCK sit første nederlag i sæsonen.

I en undervældende og forsigtig indledning var det svært for begge hold at skabe chancer.

Rødt kort

Kampen fik til gengæld liv, da FCM's midtbanespiller Evander fik direkte rødt kort for en sen stempling efter 27 minutter.

FCM pakkede sig derefter og gik dybt ned, hvor defensiven stod forrygende og lukkede godt af.

Derfor var det kun Jonas Wind, som kunne notere sig for en kvalificeret FCK-afslutning med et hovedstød i første halvleg.

Faktisk havde gæsternes ti mand den mest lovende mulighed, men angriberen Junior Brumado formøblede et kontraangreb.

FCM på tavlen

Efter pausen chokstartede FCM.

Brumado opfangede en fejlaflevering og prøvede lykken med et langskud, der blev rettet af og siden fløj i en blød bue i mål til en overraskende 1-0-føring til FCM.

Presset var på FCK, men værterne fik på grund af langsom boldomgang og svingende kvalitet slet ikke spillet gennem FCM's linjer.

Ufarlige FCK

Den jyske betondefensiv kunne nemt afvise, hvad der kom, og i den anden ende kunne FCK endda ånde lettet op, da et VAR-gennemsyn annullerede et dømt straffespark i midten af anden halvleg.

FCK's spillemæssige problemer fortsatte.

Indlæggene og boldomgangen haltede, så derfor var et Jonas Wind-skud fra feltkanten bedste mulighed, men forsøget gik snert forbi, og det samme er FCK's ubesejrede stime altså nu.